Cykelsport

Cykelhold går efter millionen

49 ryttere på den nordjyske udgave af Team Rynkeby er gået i skarp træning for at rejse penge til Børnecancerfonden

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der skal intens træning til for at klare de cirka 1400 kilometer fra Aalborg til Paris. En tur, der varer otte dage i sommeren 2012.

Den nordjyske udgave af Team Rynkeby er gået i skarp træning for at være klar til sommeren 2012 og den cirka 1400 kilometer lange cykeltur fra Aalborg til Paris. Det bliver tredje gang, en flok nordjyder sætter sig i sadlen i den gode sags tjeneste - at rejse penge til Børnecancerfonden. Sidste år indsamlede de i alt 11 danske Team Rynkeby-hold 8,8 millioner kroner. Heraf stod Aalborg-holdet for cirka 900.000 kroner. - Det kunne være sjovt at runde millionen næste gang, lyder det ambitiøst fra Anders Thorup, Aalborg. Han er ny holdkaptajn for Team Rynkeby Aalborg, som består af 49 ryttere - heraf 14 kvinder - og 10 servicefolk. Cirka halvdelen af rytterne har været med før, mens de øvrige er helt nye. Endda udvalgt fra venteliste med over 200 interesserede. - Vi må desværre skuffe mange, men sådan må det nødvendigvis være. Vi prøver at udvælge deltagerne, så vi får så stor en spredning som muligt på alder, køn og beskæftigelse, siger Anders Thorup. 2012-holdet er blevet en god blanding: fra den studerende til pensionisten. Yngste er 28 - ældste 74 år. Som holdkaptajn ligger der en stor opgave for Anders Thorup i at koordinere de mange opgaver, der ligger forude. Så han priser sig lykkelig over, at mange hjælper til og påtager sig en del af ansvaret. Det er en holdindsats, som han siger. Musik, golf - og cykelløb Nogle af opgaverne består i at lave arrangementer, der kan give deltagerne en oplevelse, og som samtidig kan give penge til Børnecancerfonden. Et af disse er en koncert med Anne Dorte Michelsen til marts. Det bliver i Hjørring, hvor der stiles mod knap 400 gæster, som også bydes på middag. Af andre initiativer er et cykelløb 6. maj med udgangspunkt fra Aalborg, bankospil samt golfturneringer. Og så skal der findes sponsorer, der kan købe plads til deres logo på cykeltøjet eller give kontantbeløb. Deltagerne på cykelholdet betaler selv for deres deltagelse, så alle indsamlede midler går til det gode formål. For de penge får de god motion og en hård, men også stor oplevelse, de sandsynligvis aldrig glemmer. Aalborg-holdet skal være på farten otte dage i træk. Lige nu mødes cykelrytterne en gang om ugen for at træne i DGI-Huset i Nordkraft, som har stillet spinningcykler til rådighed. Når det indimellem bliver hårdt, må de fokusere på den oplevelse, det bliver at trille ind i Paris sammen med alle andre Team Rynkeby-hold fra både Danmark og Sverige - over 700 cykelryttere i alt. Og så endda blot to dage før, at Tour de France indtager Champs-Élysées. Udfordringen er særlig stor for dem, der stort set ikke har siddet på en racercykel før. Nok kan man træne kondition, men det er noget andet at vænne kroppen til at sidde på en cykel otte dage i træk, som Anders Thorup pointerer. Men man hjælpes ad og venter på hinanden, forsikrer holdkaptajnen. Han er selv en habil cykelrytter, og det samme er hustruen Charlotte Brun Thorup, som også er med på holdet. Parret er så store cykelentusiaster, at de brugte en uges sommerferie på at krydse de franske pyrenæer på cykel.