Cykelhold på flere heste

Nordjyske Team Concordia Forsikring Himmerland har flere muligheder i denne store cykelfinaledag i dag

Team Concordia-rytterne har flere muligheder for at få en national mester i dag.

Team Concordia-rytterne har flere muligheder for at få en national mester i dag.

HAMMEL:Det nordjyske cykelhold Team Concordia Forsikring Himmerland satser på to heste, når der i dag køres nationale mesterskaber over hele Europa.

Selvfølgelig har holdet en talstærk repræsentation med til de danske mesterskaber i Hammel, men holdet har også tre ryttere med ved de svenske mesterskaber.
- Begge steder er vi jo lidt i den situation, at vi er underdogs i forhold til de store hold. I Danmark ligger presset selvfølgelig på Team Saxo Bank, og alle forventer, at de kører for Chris Anker Sørensen, der sikkert meget gerne vil vinde på hjemmebanen.
- Men i Sverige er der også flere store hold og så nogle stærke individualister som Frederik Kessiakoff (Astana red.) og Gustav Larsson (Vacansoleil red.), så vi bliver nødt til at køre lidt afventende og se, hvilke muligheder, der byder, siger sportschef Rene Wenzel.
Normalt ville Team Concordia kunne stille med fire ryttere i Sverige, men den tidligere mester Michael Stevenson må desværre melde fortabt med sygdom, og i stedet skal mandskabet nok køre for Lucas Persson.
- Lige nu tror jeg, at Lucas er den mest formstærke. Det virker som om han har fundet formen. Han virker stærk og har virkelig kørt godt her de sidste par uger, siger Michael Stevenson.
I Danmark har holdet flere gode sprintere, men umiddelbart må det vurderes, at den bakkede rute ved Hammel vil være for hård til at de kan få indflydelse.
- Umiddelbart skal vi også i Danmark køre afventende og se, om vi kan få nogle muligheder, når de store spiller ud, siger Rene Wenzel.
- Vi har ikke kørt helt så stærkt på det seneste, som jeg havde håbet, men der er mange ryttere, der er i god form, så jeg skal stadig tro på mulighederne, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.