Cykelholdet Cult Energy trækker sig efter tyveri

Tyve har brudt ind og stjålet alt udstyr fra Cult Energy, der må trække sig fra det igangværende Haut Var.

Det danske cykelhold Cult Energy Pro Cycling må trække sig fra det igangværende franske løb Haut Var af en noget særpræget årsag.

Natten mellem lørdag og søndag har tyve brudt ind i holdets lastbil og stjålet alt holdets udstyr, skriver holdet i en pressemeddelelse.

- Det er nedslående. Vi havde en bil parkeret foran bagsiden af lastbilen, og på en eller anden måde har tyvene flyttet bilen og efterfølgende brudt låsen op til lastbilen. De har stjålet alt. Cykler, hjul og alt vores udstyr, siger sportsdirektør Michael Skelde.

Tyveriet kan også få sportslige konsekvenser for det næste planlagte løb.

- Lige nu venter vi på, at politiet kommer og kan begynde efterforskningen. Vi kører ikke i dag (søndag, red), og jeg tror, det er tvivlsomt, om vi bliver klar til næste uges Het Nieuwsblad. Jeg håber på et mirakel, siger Skelde.

Cult Energy kører på det såkaldte Pro Continental-niveau, der svarer til cykelsportens 2. division.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.