Cykelklub fik stjernerne hentet til Thy

Med Thy Cykle Ring som primus motor blev Thisted endnu en gang startby for Danmark Rundt.

Lars Christensen
Sidst Post Danmark Rundt startede i Thisted var det en stor folkefest. Arkivfoto
Cykelsport 9. marts 2007 20:54

For lederne i den lokale cykelklub, Thy Cykle Ring, kom det ikke som en overraskelse, at Thisted endnu en gang bliver startby for cykelløbet Post Danmark Rundt. Det var nemlig TCR, der tog initiativ til endnu en gang at få feltet af cykelstjerner til Thy. - Vi tog kontakt til løbsdirektør Jesper Worre, som vi kender godt både fra den gang Thisted var startby, og vi har også arrangeret Post Cup Løb, som han har været involveret i. Sammen med Tom Lindskog fra Sparekassen Thy henvendte vi os i første omgang for at få Hanstholm til at blive startby, fortæller Ole Iversen fra TCR. I efteråret var Jesper Worre sammen med den jyske rutechef, thyboen Jørgen Gasberg, i Thy for at kigge på forholdene. - Det synes ikke, at faciliteterne i Hanstholm var helt så indbydende som i Thisted, men de kunne stadig huske, at det var super godt, da Thisted var startby i 2001. Den gang var der rigtig stor interesse for løbet i Thy, og det er da også en stor begivenhed at få til Thy, siger Ole Iversen. TCR bliver involveret i det praktiske arbejde med løbet, og i den kommende måned kommer Jesper Worre til Thy som et led i forberedelserne til løbet. I 2001 var der feststemning, da feltet blev sendt af sted fra Store Torv, og Thy havde igen trukket i festtøjet, da rytterne lagde vejen forbi i 2005, hvor Skive var startby. lars.christensen@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...