Cykellås kan ikke brydes

Nordjysk opfindelse gør det umuligt for cykeltyve at save låsen over og løbe med cyklen

Anders Andersen
Når cyklen låses vippes sadlen tilbage. Cyklen låses op ved hjælp af NFC-chip. PR-foto
Nordjylland 5. september 2016 12:40

NORDJYLLAND: Tre industrielle designere fra Aalborg Universitet har udviklet en cykellås, som sidder inde i cyklen og dermed ikke kan saves eller klippes over uden at ødelægge cyklen. Løsningen har fået navnet Penta Lock.

- Ved at flytte låsen til cyklens krank, der er placeret mellem pedalerne, tvinges cykeltyven til at ødelægge cyklen for at bryde låsen op. Det er tyven naturligvis ikke interesseret i, da han skal sælge den videre. Desuden kan reservedele kun anskaffes, hvis man kan fremvise det medfølgende sikkerhedskort. Så tyven kan altså heller ikke reparere cyklen igen, siger Thomas Martin Jessen.

Penta Lock betjenes ved hjælp af et lille håndtag under sadlen. Det lader brugeren vippe sadlen op i lodret position, hvorved låsen aktiveres. Hvis en tyv alligevel skulle være fristet til at stjæle cyklen, vil en intelligent alarm starte og skræmme cykeltyven til at opgive sit forehavende.

- Alarmen viste sig i vores tests at være en meget effektiv løsning til at tiltrække opmærksomhed, og det ønsker professionelle cykeltyve naturligvis ikke, siger Emil Norup.

De tre ophavsmænd, Emil Norup, Thomas Martin Jessen og Mathias Herseth Fischer, satser nu på, at deres idé kan blive sat i produktion. Men inden da skal låsen først godkendes af forsikringsbranchen. De skal også have låsen testet, før den kan sættes i produktion. Det arbejde skal de tre opfindere nu i gang med.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...