Cykelløb i sadelhøjde

Post Danmark Rundt trak mange mennesker og især børn til Store Torv

HOBRO:Det er ikke hver dag, der kommer stjerner til Hobro. Og det er langt fra hver dag, Tour de France-stjerner som Jakob Piil og Bjarne Riis kigger forbi. Derfor opstår der nødvendigvis kaos, når et cykelløb som Post Danmark Rundt kommer til Hobro, og Store Torv danner rammen om starten på anden etape. På få timer udvikler den rolige, behagelige plads sig til et sandt virvar af mennesker, reklamesøjler, piften og tilråb. Og så hundredevis af børn, der lige akkurat kan kigge med over reklamebanderne i øjenhøjde med rytternes sadler. På forreste række jagter håbefulde autografjægere cykelstjernernes signatur. Nogle mere målrettede end andre. - Vi skal bare have nogle autografer, fastslår 11-årige Ronni Nielsen, der en time inden starten har de første navne på blokken. - Og så Jakob Piil, tilføjer én af Ronnis tre klassekammerater fra 5.b på Søndre Skole, der sammen med resten af klassen har fået fri for at opleve løbet. Ronni nikker bekræftende og vender blikket mod den indhegnede plads på torvet. Inde på den anden side af hegnet står to andre drenge, også på 11 år. Men de er her ikke for at jagte autografer. Chris V. Moesgaard og Simon Johansen kører for Hobro Cykleklub, og sammen med en håndfuld klubkammerater skal de køre foran rytterne på deres opvisningstur rundt i byen. De er ikke nervøse for, om de kan følge med stjernerne. - I starten kan vi i hvert fald, forsikrer Simon og leger med tanken om at køre fra stjernerne. - Vi skal da prøve. - Ja, hvis vi må, supplerer Chris og griner ironisk. Tilbage ved autografjægerne er situationen blevet en lidt anden. Holdvis er rytterne trillet ind på torvet, og Ronnis hvide cykeltrøje er nu fyldt med lige godt 20 sorte krusseduller. - Vi kender dem nu ikke rigtigt, siger Ronni og kigger nedover de ulæselige navne. - Men vi har ikke fået Jakob Piils endnu, fortsætter han og spejder videre efter den danske cykelstjerne. Det viser sig at være for sent. Rytterne skal af sted, og Chris og Simon følger feltet ud af byen. Men autografjægerne er klar igen, hvis den danske cykelstjerne kommer til byen en anden gang.