Cykelløb til sydlandske rytmer

Abildgård Kirke holdt marked for 14. år i træk og giver 70.000 til Tanzania og Cambodia

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tidligere sognepræst i Skagen C.C. Jessen tjente 3600 kroner til kirken.foto: axel søgaard

FREDERIKSHAVN:Hvad har Anne Linnet og en stor chokoladeguldbarre til fælles? De er begge præmier i det årlige cykelløb, der foregår i forbindelse med Abildgård Marked. Det er Abildgård Kirke, der for 14. gang i træk er arrangør af markedet. Og det går ikke stille af. Vendsyssel Marimba Steelband, det strålende solskin og søde vaffeldamer sørger for god stemning på pladsen udenfor kirken, mens Ældresagens Sangkor leverer ægte kræmmerånd inde i kirken. Her er opstillet lange borde med alt fra skrivemaskiner og brødristere til en minkboa og genbrugstøj. -Vi hygger os med det. I går da vi stillede tingene op, havde vi kaffe med og fik rigtig snakket, fortæller Erland Trondal fra Ældresagens Sangkor, De fleste af de frivillige er fra kirkens menighed, og de hjælper gerne til hvert år. Cykelstjerne Overskuddet fra markedet og cykelløbet går til Tanzania og Cambodia, hvor kirken har kontakt til et landbrugsskoleprojekt og nogle missionærer. Cykelløbet køres i området omkring kirken og hver af de 21 deltagere har i forvejen fundet en sponsor, der skal give penge for hver omgang. På forhånd er tidligere sognepræst i Skagen C.C. Jessen favorit til at vinde løbet. 36 kilometer kører han på en time og får 100 kroner per kilometer. Men rygterne siger også, at hans cykel har tilhørt den tidligere CSC-rytter Bobby Julich, der cyklede på den i Tour de France. Den, der ubetinget får kørt flest penge ind til godgørende formål, er Peter Næser. Han var på forhånd lovet 5000 kroner af DK-tanken på Hjørringvej, så han kan tage den lidt med ro. Fælles for alle deltagerne er dog, at håret klistrer svedigt til panderne, og de tager grådigt imod vandbærernes tilbud om drikkelse. I alt cykler deltagerne 35.849 kroner ind til kirkebøssen. - Alle får en lille guldbarre for at være med i løbet, men det er jo også guld værd, at de er med, siger den glade kordegn, Knud Erik Andersen. Han er meget tilfreds med udbyttet og regner med, at der i alt vil være omkring 70.000 kroner til projekterne i Tanzania og Cambodia. Sammen med æren får vinderen af løbet også to billetter til en koncert med Anne Linnet, som Abildgård Kirke afholder 3. december. Vaffeldamerne Vaffelboden på festpladsen er det helt store tilløbsstykker. Her sælger de rare vaffeldamer omkring 500 vafler. - Der kommer voksne mænd med vand i øjnene og fortæller, at de ikke har fået vafler, siden de var små, fortæller Knud Erik Andersen. Hans kone Inge Lise Nyholm er en af de travle vaffeldamer. Hun har været med i seks år og regner med at fortsætte. - Vaflerne er altid populære, og folk kommer i godt humør, forklarer hun, mens hun tjekker om den vaffel, hun er ved at lave, er gyldensprød som den skal være.