Cykelmagt i Jernbanegade

EMNER 22. september 2002 08:00

STØVRING: Selv en cykelcirkusartist kan selvfølgelig punktere. Men når det sker umiddelbart før, man skal fyre sit fantastiske, unikke, tohjulede show af i Støvrings meget midlertidige gågade, er der unægtelig tale om en lille katastrofe. Heldigvis var cykelhandler Dennis Van De Weerd hurtig med en lappeløsning, da han spottede de uheldsramte hjulartister udenfor sit butiksvindue i Jernbanegade. - Det er det skønne ved jobbet. Man hjælper folk, konstaterede den unge cykelhandler, der underligt nok ikke solgte mange cykler lørdag formiddag. Underligt fordi der sjældent har været mere fokus på cykler i Støvring. Lørdag formiddag var dele af Jernbanegade spærret af og forvandlet til gågade. Og så dog. Støvringborgerne kunne nemlig både prøve ture på liggecykler og ethjulede cykler. Hvis de da ikke lod sig friste til en tur i Cykel Taxa med Jens Hede i sadlen. - Nogle har prøvet, andre er mere generte og skal have et lille puf, fortæller Jens Hede, der i det nordjyske både driver Cykel Taxa firma i Aalborg og Skagen. For dem, der ikke havde nok i at prøve liggecyklerne i Jernbanegade, havde den lokale cykelklub arrangeret en 10 kilometer lang cykeltur ud i kommunens bakkede landskaber. Anledningen til de mange cykelaktiviteter var den landsdækkende Miljøtrafikuge, som Støvring Kommune og handelsstandsforeningen i fællesskab markerede med en miljøtrafikdag. - Det har været en god dag ,og den har været rigtig godt besøgt, konstaterede handelsstandsforeningens formand Evan Bisgaard, da luften hen over middag var ved at gå ud af miljøtrafikdagen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...