Cykelmanager kritiserer nej til dansk OL-plads

Bo Handberg Madsen kalder det en katastrofe, at Cecilie Uttrup Ludwig ikke får lov at deltage i OL-linjeløb.

Uttrup Ludwig from Denmark shows her silver medal on the podium after the junior women's under-23 time trial at the UCI Road World Championships in Valkenburg Foto: Reuters/Michael Kooren

Uttrup Ludwig from Denmark shows her silver medal on the podium after the junior women's under-23 time trial at the UCI Road World Championships in Valkenburg Foto: Reuters/Michael Kooren

Danmark er ikke repræsenteret, når kvindernes linjeløb i landevejscykling søndag løber af stablen ved OL i Rio de Janeiro.

Fredag fik Danmark ellers tilbudt en plads efter et afbud fra Rusland, men Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danmarks Cykle Union (DCU) takkede nej til at kalde en udøver til Brasilien med mindre end 48 timer til løbsstart.

Cecilie Uttrup Ludwig kunne have fået den pludseligt opståede plads, og hendes manager hos Team BMS Birn Bo Handberg Madsen er rasende over beslutningen.

- Det er intet mindre end en katastrofe. Jeg forstår slet ikke, hvad der er sket, siger han til dr.dk.

Lars Bonde, der er Danmarks teamchef for cykling under OL, forsvarede fredag beslutningen med, at man ikke for enhver pris skal have så mange danske atleter med som muligt.

- Vi vil præstere på topniveau, og det vil ikke være seriøst at indkalde en rytter med så kort varsel.

- Landevejsløb er en konkurrence, som strækker sig over mange timer. Hvis man har jetlag, manglende rutekendskab, manglende træning, så går det ikke, sagde Bonde.

Men den køber Bo Handberg Madsen ikke. Han føler sig overbevist om, at Cecilie Uttrup Ludwig kunne have kørt sig i top-ti.

- Cecilie har fået at vide specifikt, at hun skal holde sig klar på grund af al den polemik med russerne. Vi tager så Cecilie ud af løbsprogrammet for vores team og sender hende til Malaga på træningslejr.

- Hun er topklar, og så får man at vide, at hun ikke er udtaget, fordi hun ikke er klar. Der er jo ingen, der får jetlag at flyve fra Europa til Amerika. Det er jo den anden vej, siger manageren.

Også Danmarks kvindelandstræner, Catherine Marsal, er uenig i beslutningen.

- Jeg er skuffet. Det havde været et godt signal at sende, siger Catherine Marsal til Feltet.dk.

Mens Danmark ikke har deltagere med i kvindernes løb, er tre danskere med hos herrerne.

I lørdagens løb er Jakob Fuglsang kaptajn med Christopher Juul-Jensen og Chris Anker Sørensen som hjælpere.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.