Cykelshow på asfalten

De handlende cykelryttere sørger for underholdning, mens de professionelle står for spændingen ved Farsø Gadeløb

FARSØ:For nogle cykelryttere gælder det om at komme først over målstregen. For andre gælder det bare om at gennemføre et cykelløb på den mest kreative måde. Til de sidste hører medlemmerne af Farsø Handelsstandsforening, når de søndag ruller med i Farsø Gadeløb. Efter de handlendes showløb overtager de professionelle cykelryttere asfalten, og tilskuerne vil blandt andet se nummer ni fra DM på Landevej, René Jørgensen fra Team Barloworld, suse forbi. - René Jørgensen kommer til Farsø i absolut topform, efter han markederede sig stærkt ved DM, hvor han i en lang periode lå i udbrud, siger marketingchef Jakob Boye-Møller fra Servicekontoret i Farsø. René Jørgensen, som tidligere har kørt for CSC og Team Fakta, skal blandt andet dele asfalt med stærke lokale ryttere fra Farsø CK, her i blandt Søren Petersen, Max Nielsen og Thomas Just. Den afspærrede rundstrækning går gennem Nørregade, Th. Eriksensvej, Østergade, Tværgade, Nygade og Skovbakke Allé. Familier, venner og naboer har sammen med foreningen Tour de Pedal mulighed for at prøvekøre ruten, inden showryttere og de professionelle sendes afsted. Byens butikker har åbent hele dagen, ligesom der er opstillet grill, borde og stole, så hvis man ikke har lysten til at stå og heppe hele dagen, kan de tohjulede også ses fra stolen med en grillpølse på tallerkenen.