Cykelstyrt hæmmer VM-forberedelser

Skagbo tror dog stadig på guldet i H-båden ved Køge Bugt

Skagen 1. september 2004 06:00

SKAGEN: Et styrt på cyklen med et trykket ribben til følge har hæmmet den 50-årige skagbo Herluf Jørgensen en del under forberedelserne til VM for H-både, som afvikles i farvandet ud for Køge Bugt i dagene fra 7. til 11. september. - Jeg var ude for at gøre lidt ved den fysiske forberedelse til VM på min cykel, og så skulle jeg lige trykke på mit stop-ur. Men jeg kom samtidig til at trække forbremsen på cyklen med det resultat, at jeg strøg ud over styret og trykkede et ribben, forklarer den uheldige sejler. Forleden var han til VM-udtagelse i Horsens for 2005, og her hæmmede skaden ham en del. Stævnet i Horsens gav dog en 7. plads ud af 32 startende på trods af en diskvalifikation undervejs. Men han og gasterne Christian Pasbjerg og Christen Bo Justesen er sikre på VM-deltagelse under alle omstændigheder næste år også - hvis han da vil. - Jeg overvejer at skifte til at sejle starbåd, som jeg før har sejlet, men nu må vi se. Det kræver, at jeg finder den rette gast, siger Herluf Jørgensen. Foreløbig gælder det dog VM 2004 ud for Køge Bugt, og her anslår Herluf Jørgensen de optimistiske toner. - Vi skal sg. da vinde. Vi er gode til at sejle i al slags vejr, og vi forbereder os godt ved at tage derover i god tid og trimme båden til netop de vinde, der er i Køge Bugt. Ligesom i en Formel 1 bil er det vigtigt at være trimmet helt korrekt ind. I sejlsport kan fem milimeter på en snor til et sejl betyde forskellen mellem en 1. plads og en 10. plads, så det er vigtigt at være godt forberedt som i al anden slags sport, siger skagboen, der tidligere har vundet VM for H-både to gange. Nu satser han hårdt på at vinde det engang til.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...