Cykeltog på 3,5 meter

? I har tidligere skrevet en masse om, hvor lang en bil med anhænger må være. Men hvor lang må de smarte anhængere til cykler være, og må man ligesom i en bil køre med lige så mange personer/børn, som man kan få plads til? Forælderen SVAR: Cykelanhængeren må være op til 3,5 m lang - inklusiv cykel. Ligesom man taler om vogntogets længde, kan vi altså fastslå, at et cykeltogs længde højst må være 3,5 meter. Og maksimumbredden er i øvrigt en meter. Du må højst have to børn i anhængeren, og de skal være spændt fast. Af andre lovkrav gælder, at der skal være to eller flere gule reflekser på hver side af anhængeren, eller en gul refleks i hvert hjul. Foran skal være to hvide reflekser og bagpå mindst to røde. Hjulene skal være afskærmede, så der ikke er risiko for, at pilfingre kommer i klemme. Endelig kører mange med en vimpel, der gør det lettere for andre trafikanter at se, at her kommer en cykel med hænger.