Cykeltur begyndte med bryllup

Ekstra festligt, da Team Rynkeby blev sendt afsted fra Aalborg

De to Team Rynkeby-deltagere Dorte Larsen og Stig Nicolaysen sagde fredag ja til hinanden og blev hædret af holdkammeraterne inden cykelturen til Paris. Foto: Teamrynkeby.dk
Aalborg 3. juli 2015 14:22 - Opdateret 3. juli 2015 15:43

AALBORG: To ryttere fra Team Rynkeby Nordjylland to fusen på deres holdkammerater, da de sagde ja til hinanden i forbindelse med starten på det gamle rådhus i Aalborg fredag.

Dorte Larsen og Stig Nicolaysen mødte hinanden for nogle år siden på Team Rynkeby Nordjylland, da de kørte til Paris sammen for at samle penge ind til børn med kræft.

Kærligheden blomstrede hurtigt mellem de to motionscykelryttere, og lige siden sommeren 2012 har de dannet par.

Derfor var det også naturligt for dem at sige ja til hinanden på det gamle rådhus i Aalborg, da Team Rynkeby tog hul årets tur til Paris. Brylluppet havde været planlagt i al hemmelighed i tre måneder, og det var kun en lille gruppe deltagere på holdet, som vidste besked.

- Team Rynkeby har fyldt rigtig meget i vores liv de seneste år, og derfor var det helt naturligt for os, at starten i Aalborg skulle være stedet, hvor vi skulle sige ja til hinanden, siger Stig Nicolaysen og griner:

- Og så var vi jo sikre på, at der kom en masse gæster.

Familien vidste besked

Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, forestod vielsen for øjnene af 50 tydeligt overraskede holdkammerater.

- Vi har gået meget stille med dørene. Den nærmeste familie blev først indviet i vores planer tidligere på ugen, så jeg går ud fra, at det kom lidt som en overraskelse for holdkammeraterne, siger Stig Nicolaysen.

Forude ventede så en 172 kilometer lang prolog fra Aalborg til Vejle og bryllupsfest.

- Vi fejrer aftenen med lidt champagne og kransekage, og så skal vi ellers være klar til 1. etape i morgen, lød det fra gommen fredag.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...