Cykeltur for kræftsyge børn

Skolelærer tramper Jylland rundt sammen med sydfrikansk ven

EMNER 20. juni 2003 08:00

ELLIDSHØJ: Sku" det være noget? Sådan er der nok nogle, der vil spørge, når de hører, hvad Holger C. Andersen, den cyklende skolelærer fra Ellidshøj, nu har fundet på. Det plejer jo for hans vedkommende at handle om ekstremt lange dagsmarcher i fjerne afkroge af verden. Det plejer at være cykelture i bjerge eller gennem ørkener, hvor varmen får vandet i drikkeflasken til at koge. I år drejer det sig i al ydmyghed om en lille tur rundt i Jylland med afstikkere til Fyn, Tåsinge og Als. Han anslår turen til at være på omkring 1300 kilometer. Men måske bliver turen ikke helt så almindelig endda. For det første har Holger C. Andersen en makker med på turen. Det er Frans van der Merwe fra Cape Town i Syd Afrika, der skal med på turen rundt i et land, der for ham er ganske usædvanligt. Den cyklende skolelærer besøgte ham i marts 2002 i Cape Town i forbindelse med et jobbytte-arrangement og et cykelløb, og det lykkedes ham ved den lejlighed at overbevise Frans van der Merwe om, at det er skønt at være langturscyklist, og det er bl. a. derfor han nu skal køre rundt på de danske landeveje. Derudover vil de to "ældre herrer" samle penge ind til et usædvanlig godt formål, nemlig kræftsyge børn på Aalborg Sygehus Nord. Private, firmaer og organisationer kan tegne sig som øresponsorer, og hvis de f. eks giver otte øre pr. kørt km, giver det cirka 100 kroner, og det er så let at regne med. De indsamlede penge går ubeskåret til de kræftsyge børn, og her midt i juni er der allerede tegnet øresponsorater for mere end 12.000 kroner. Turen starter fra kirkepladsen i Ellidshøj på onsdag, og herfra vil Holger og Frans begive sig ud til Østkysten. Via Sæby kører de til Skagen, hvor de jo af gode grunde er nødt til at vende køretøjerne. Videre går det til Rødhus, Thisted, Lemvig, Roslev, Fårvang, Hasselager, Vejle, Middelfart, Vissenbjerg, Tåsinge, Sønderborg, Tønder, Ribe, Give, Bjerringbro inden de igen ankommer til Ellidshøj den 15. juli. Til den tid er der forhåbentlig kørt rigtig mange penge ind til børnene på kræftafdelingen, og derudover har Frans forhåbentlig fået et godt og positivt indtryk af det danske sommerland. Man kan læse meget mere om turen rundt i Danmark på www.clemmen.dk, og her er det også muligt at melde sig som øresponsor - on line. Mens Holger og Frans kører rundt i landet, kan man i tekst og billeder følge deres oplevelser på www.cykelture.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...