Cykleklub trodser dopingskyggen

Unge, lokale cyklister vil uddele flyers under Post Danmark Rundt og opfordre andre unge til at træde hårdt og naturligt i pedalerne i Aalborg Cykle Ring

Cykelsport 1. august 2007 06:00

AALBORG: Det har ikke været en god sommer for cykelfolket med skandalerne under Tour de France, ja året har heller ikke været sjovt med Bjarne Riis’ dopingindrømmelser, men der findes også en anden verden, hvor der bliver knoklet kun på saftevand med et klubliv, hvor medlemmerne hjælper med at holde klubben kørende eller cyklende om man vil. Det er den verden, som 10-12 unge cykelryttere fra Aalborg Cykle Ring i morgen vil fortælle om, når de i forbindelse med Post Danmark Rundt vil dele flyers ud til børn, unge og forældre. - Umiddelbart er jeg ikke bekymret for, at det får nogle konsekvenser for børn og unge, der gerne vil meldes ind i vores klub, men på sigt kan jeg da godt forstå, hvis der er nogle forældre, der frygter lidt for, hvad der kommer til at ske med deres knægt, hvis han pludselig bliver god til sporten, siger Klavs Nielsen, bestyrelsesmedlem i Aalborg Cykle Ring. Travlt i cykelklubben Udover de omtalte flyers har Aalborg Cykle Ring fået nogle organisatoriske opgaver af Danmarks Cykle Union på 1. etape, hvor klubben blandt andet skal være med til at opsætte rækværk på opløbsstrækningen på Skydebanevej, standse trafikken ved sidevejene samt dirigere feltet udenom chikaner på Svalegårdsvej. - Vi får selvfølgelig lidt penge for det, men vi gør det også for at vise flaget, at der er et cykelhold i byen, siger Klavs Nielsen. Aalborg Cykle Ring går i øvrigt en travl tid i møde. På søndag arrangerer klubben sit årlige løb, der er en cirka 30 kilometer lang enkeltstart i og omkring Svenstrup for licensryttere, og søndagen efter er klubben med til at arrangere motionsløbet Nordjylland Rundt sammen med Cykle Clubben Hjørring.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...