Cyklende bankrøver træt af misbrugsmiljø

Det var narkogæld, der fik en 33-årig mand fra Aalborg til at cykle til Vodskov for at røve Spar Nord Bank

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Spar Nord i Vodskov måtte onsdag give kunderne denne besked.

AALBORG:Bankrøveren, der onsdag røvede Spar Nord Bank i Vodskov, troppede selv op på Politigården i Aalborg kort efter røveriet, fordi han ikke længere orker at være misbruger, eller at være sammen med andre misbrugere. Det forklarede den 33-årige røver i går ved et grundlovsforhør i Retten i Aalborg, hvor han var sigtet for røveri samt overtrædelse af våbenloven. Ved røveriet var han bevæbnet med en kniv samt en splatterpistol. Under grundlovsforhøret fortalte manden, at det var en narkogæld på i alt 8600 kroner - samt udsigten til ikke at kunne betale sin husleje - der havde drevet ham til at begå røveriet. Første gang Manden er ikke kendt af politiet i forvejen, og han forklarede, at han forud for røveriet var meget nervøs. Allerede tirsdag havde han taget turen på cykel fra sit hjem i Aalborg til Vodskov for at røve Spar Nord Banken. Men efter tre timers betænkningstid valgte han at tage hjem igen. Onsdag hoppede han imidlertid på cyklen igen og gennemførte røveriet. Han slap fra banken med 20.000 kroner i 200-krone-sedler. Først senere opdagede han, at sedlerne var klistret sammen og derfor helt ubrugelige. Desuden indeholdt bunken af sedler en farvepatron, der dog ikke var blevet udløst. I sadlen igen Herefter besluttede manden at melde sig selv til politiet, og han cyklede derfor fra Vodskov til Aalborg, hvor han halvanden time efter røveriet kunne fortælle personalet på Politigården, at det var ham, der havde begået bankrøveriet mod Spar Nord Bank. Røveren, der under hele grundlovsforhøret virkede meget afklaret, erkendte hele hændelsesforløbet og blev efter grundlovsforhøret varetægtsfængslet indtil 3. august, hvor der forventes at falde dom i sagen. Forinden skal han gennemgå en personundersøgelse for at afgøre, hvorvidt han er egnet til straf.