EMNER

Cyklende talknuser fra Thy

Jan Rose Skaksen, økonomiprofessor og tidligere vismand, Charlottenlund, fylder torsdag 50 år.

Jan Rose Skaksen fylder torsdag 50 år.

Jan Rose Skaksen fylder torsdag 50 år.

Han er en af mediernes darlings, når der er økonomiske emner på dagsordenen. Professor Jan Rose Skaksen fra Copenhagen Business School (CBS) har lært kunsten at kommentere indviklede økonomiske problemstillinger, så det kan forstås. Han har den uhøjtidelige tilgang til sit fag, at det ikke nytter kun at sidde som økonom og klassisk forskernørd i sit elfenbenstårn. Den økonomiske forskning skal ud over rampen, ud til danskerne, ud til politikerne, ud hvor den kan bruges til noget. Det kræver en evne til at formulere sig, så det kan forstås af andre end akademikere og dem med økonomisk indsigt. Jan Rose Skaksen var i årene 2003 til 2008 kendt som økonomisk vismand. Han var medlem af formandskabet i Det Økonomiske Råd, og han var ikke bleg for at sætte fingeren på den økonomiske politiks ømme punkter. Han spænder lige fra pengepolitik, handels- og uddannelsespolitik og over den finanspolitik, som politikerne på Christiansborg strikker sammen, samt ikke mindst globaliseringens påvirkning af arbejdsmarkedet. Jan Rose Skaksen har fået det skudsmål af kolleger, at han kan så megen teori og metode, at han aldrig lader sig lede ud i vildnisset. Jan Rose Skaksen er opvokset i Thy og blev uddannet cand.oecon. fra Aarhus Universitet i 1987, hvor han fortsatte som ph.d. og lektor ved Institut for Økonomi frem til 1991. Vejen til jobbet som økonomiprofessor ved CBS fra 2003 skete via en mellemlanding i Odense ved Syddansk Universitet i et par år fra 2000 til 2002. I sin karriere har Jan Rose Skaksen også været gæsteforsker ved University of London og UC Berkeley, ligesom han har været medlem af regeringens Vækstforum. Han elsker tal, men han elsker også at cykle. Lige siden barndommen i Thy og studieårene i Aarhus har han cyklet og også trampet pedalerne rundt på den tohjulede som aktiv sportsmand. Cyklen er ikke længere et sportsredskab, men et arbejdsredskab, der bringer ham frem og tilbage mellem hjem og arbejde. Frisk luft er ikke det værste for en økonomiprofessor, der tænker på tal i op til 70 timer om ugen og somme tider må tage weekender og ferie i brug også for at nå alle sine gøremål. /ritzau/