Cykler - hjælp til selvhjælp

Røde Kors har succes med cykelværkstedet, hvor nye flygtninge giver brugte cykler nyt liv

Gang i cykelværkstedet, der er indrettet i en hal bag de gamle fabriksbygninger ved Ginge, der tilhører Svend Aage Christiansen. Lokalet stiller han gratis til rådighed.
Brønderslev 25. juni 2014 10:47

BRØNDERSLEV: Gamle cykler får hver eneste uge nyt liv, når Røde Kors åbner dørene til cykelværkstedet i Godsbanegade.

Cyklerne har Røde Kors modtaget af venlige mennesker, der ikke længere bruger deres cykel.

Værkstedet bemandes af Brønderslevs flygtninge, der skruer og regerer for at lave cykler til sig selv og til andre, der ønsker at komme på hjul.

- Nogle af de cykler, vi får ind er godt brugte, mens andre kan køre med det samme, siger Erik Thorup, der står i spidsen for aktiviteterne i cykelværkstedet.

Han understreger, at alle cykler kan gøre nytte. Cykler der ikke kan repareres, går nemlig ikke til spilde. For delene kan måske gøre nytte på andre cykler.

Værkstedet har åbent på tredje år og Knud Jørgensen og Erik Thorup har sammen med byens flygtninge allerede sendt 500 cykler på gaden - cykler til både børn og voksne.

Mange får et nej

Interessen for at få en brugt cykel eksploderede, da byen fik asylcenter. Og i dag må Røde Kors sige nej til asylansøgere, der ønsker cykler.

- Vi kan simpelthen ikke skaffe så mange cykler, siger Knud Jørgensen.

Værkstedet er støttet via kommunens paragraf 18-puljen - puljen til frivilligt socialt arbejde - så derfor skal flygtningene, der har fået asyl og bor i byen først og fremmest have en cykel at køre på.

- De skal gå på sprogskolen i flere år, og de bor her i midtbyen. For dem bliver hverdagen lettere med en cykel. De kan lettere komme til og fra sprogskolen, ud og hente børn og ned i byen og købe ind. De har også lettere ved at deltage i idrætsaktiviteter. Det sparer dem tid, hvis de har en cykel - uanset standarden af cyklen, tilføjer Knud Jørgensen.

Knud og Erik ønsker også at, at byens flygtningebørn skal have en cykel.

- Alle andre børn omkring dem har en cykel, så det skal flygtningebørnene selvfølgelig også have - så vi vil også meget gerne have flere børnecykler.

De frivillige kræfter i Røde Kors Brønderslev har hentet cykler i det meste af Vendsyssel gennem årene.

Hjælp til selvhjælp

I cykelværkstedet skal byens flygtninge selv være aktive - de skal selv gøre cyklerne køreklare.

- Vores opgave er at gå og hjælpe dem lidt, siger Erik Thorup.

- Vi laver ikke cyklerne for dem. Men kommer der en afrikansk mor med to teenagepiger, hjælper vi selvfølgelig med at få cykler gjort klar, tilføjer Knud Jørgensen.

- Det er jo ikke alle, der kan håndtere en svensknøgle.

Samtidig med, at cyklerne bliver klar, lærer flygtningen også, hvad værktøjet hedder.

- Erik og jeg snakker jo dansk samme og med dem - og forstår de os ikke, prøver vi med lidt engelsk eller tysk, smiler Knud.

De to frivillige ”cykelsmede” bruger gerne tid på det ulønnede arbejde.

- Vi vil jo gerne hjælpe dem med at få en cykel, og det er en fornøjelse at gå her, siger Erik.

- De hilser og smiler, når de kommer svingende på deres cykler ned i byen. Det er festligt, siger Knud Jørgensen

- Samtidig er det vigtigt, at de lærer byen og mennesker at kende - de skal ikke være turister i deres egen by. Og cyklerne giver dem jo mulighed for at besøg en noget større radius omkring deres hjem.

- Det her er hjælp til selvhjælp, tilføjer Knud Jørgensen.

- Og har man selv stået og bakset med en cykel, fået beskidte hænder og slået sig lidt over fingrene, så passer man måske også lidt bedre på cyklen, end hvis det er en gammel cykel, du får foræret.

Cykelværkstedet er åbent hver mandag eftermiddag fra april og frem til midt i oktober - dog er der sommerferie i juli.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...