Cykler kan nu folde sig ud i Cuba

Hvis man vil have 26 cykler til Cuba, må man sno sig en hel del

Margit Sig
Cykelhandler Jørn Dahl Sørensen (tv) hjalp Hans Holm fra Region Rejser med cykeltransportproblemet til Cuba: Foldecykler. FOTO: JENS MORTEN
EMNER 21. marts 2007 05:00

SKØRPING: Det er sandelig ikke lige ud ad landevejen at få 26 cykler sendt fra Skørping til Cuba. Det kan Hans Holm fra Region Rejser skrive under på, men nu med et lettelsens suk: - Det har været en føljeton uden lige. Men nu er det endelig lykkedes at få vores egne cykler til Cuba. Netop i morgen tager han selv personligt den sidste af de 26 cykler med i flyet fra København, de sidste 10 medbragt som foldecykler fordelt på hver to kasser af kuffertstørrelse. Cykelrejsebureauet Region Rejser i Skørping åbnede i januar i fjor for en af sine hidtil største succeser: Rejsemålet Cuba. Alene i 2006 sendte Skørping-bureauet ni grupper cykelturister til Cuba, og turene blev lynhurtigt udsolgt. I år bliver det også til ni eller ti ture. - Vi startede jo med at købe nogle fine, flunkende, kinesiske mountainbikes. Men de dur altså ikke rigtig. Hvis vi skulle fortsætte med dem, ville det kræve, at vi havde vores egen cykelsmed fast derovre, for det er hverken til at opdrive reservedele eller mekanikere eller cykelsmede, fortæller Hans Holm. Cykelstandarden levede heller ikke op til bureauets vanlige niveau, for discountrejser gør de ikke i. - Så vi ville begynde forfra og sende 26 gode cykler til Havanna i en container. Men så begyndte problemerne for alvor. Stykvis og delt Første plan gik ud på at skaffe en import/eksport-tilladelse, men det måtte opgives efter fire måneder. Så forsøgte Hans Holm at få 26 cykler sendt stykvis i papkasser med fly som storbagage. - Det er noget, man kan overalt i verden - undtagen Havanna, sukker han og opremser de skiftende forklaringer på, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre: Så kunne lufthavnen ikke håndtere storbagage, og så ville Air France slet ikke have cykler med til Cuba, fordi selskabet ikke turde tage ansvaret for, at de ikke blev stjålet i lufthavnen i Havanna. - Det endte så med, at direktøren her selv tog ud til Kastrup klokken fem om morgenen og fik fire cykler med alligevel - fordi ingen af de tilstedeværende på det tidspunkt vidste, at det ikke kunne lade sig gøre, fortæller Hans Holm. Sådan fik han listet små portioner af sted ad flere omgange, næste gang seks, så seks mere. - Men fjerde gang gik det galt. Jeg måtte køre hjem igen med de seks cykler, for nu måtte jeg ikke have dem med på grund af handels-embargoen mod Cuba! Så nu manglede vi stadig at få 10 derover. Så var det, at cykelhandleren i Skørping blev inddraget i problemløsningen. - Jeg har en kunde, som har sådan en foldecykel, som han har talt rigtig meget om. Også om, hvor gode de er. Jeg troede selv, de var lidt ligesom de gamle minicykler, fortæller Jørn Dahl Sørensen fra Rold Skov Cykler. Så blev der studeret cykelkataloger, og 10 af den gode slags blev bestilt. - Man kan faktisk slet ikke mærke, at det er en foldecykel, forklarer han. Og Hans Holm har nu omsider fået løst sit irriterende problem: - Men vi passer rigtig godt på cyklerne på Cuba, siger Hans Holm og krydser fingre.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...