Cykelsport

Cykler med hjertet

Et cykelløb på 64 kilometer er en kæmpe udfordring for to drenge med medfødte hjertelidelser

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anders Frydkjær og Mathias Lykke Andersen synes, at det er en stor sejr, når de gennemfører et cykelløb på 64 kilometer på søndag. Foto: Jeppe Holm

STAE:Det blæser kraftigt på de lige strækninger langs Limfjorden ved Stae, men Mathias Lykke Hansen på 18 år og Anders Frydkjær på 16 år er alligevel ude at træne. I deres ens hvide trøjer fyldt med sponsorer og blå racercykler ligner de professionelle cykelryttere, men ud over modvinden kæmper de også mod sig selv og deres hjertefejl. De to drenge kører for Hjertebarnfondens hold, og næste weekend skal de sammen med de øvrige fem børn på holdet gennemføre et løb på 64 kilometer i København. - At gennemføre løbet er en stor sejr for mig. Dem, jeg plejer at træne med, har ikke hjertefejl, og de synes måske ikke, 64 kilometer er så meget, men det ignorerer jeg, for de ved ikke, hvordan det er at gennemføre med en hjertefejl, siger Anders, der er handelsskoleelev fra Sæby. Han cyklede også før, han kom på holdet, men ikke så hurtigt som nu. Han havde vænnet sig til, de begrænsninger det gav ham, at blodet løber den modsatte vej gennem hans hjerte. Færre pauser Før Mathias kom på holdet og fik træningsprogrammer, cyklede han kun tre kilometer til og fra skole. - Skulle jeg cykle 15 kilometer tidligere, måtte jeg holde flere pauser. Nu bliver jeg ikke forpustet på samme måde, fortæller han. To uger tidligere cyklede han over 50 kilometer da holdet mødtes for at træne. Mathias har trods et hul i hjertet tidligere spillet meget fodbold og svømmet, men nu kniber det med at følge trop. Mathias synes, at de nye sejre på cyklen også giver ham mod på at prøve andre ting også. Det kan hans mor Hanne Lykke Hansen tilslutte sig. - Mathias har været vant til et andet niveau, og nu kan han mere, end han selv troede, forklarer hun. Hanne Lykke Hansen indrømmer, at man som forældre til et hjertebarn også er mere påpasselig. - Vi har måske ikke kastet Mathias lige så højt op i luften, som vi gjorde med hans storesøster. Han er nok blevet holdt lidt tættere, siger hun. Meningen med cykelholdet er også at hjertebørnene, skal finde ud af, at de får det bedre fysiske og mentalt ved at træne i stedet for at begrænse sig selv. Det sidste kan Anders godt genkende. - Jeg har ikke kunnet spille fodbold og løbe lige så langt som de andre, men efter jeg er begyndt at træne, kan jeg holde til meget mere, end jeg plejer. Jeg bliver ikke så forpustet og har lavere puls. Det havde jeg ikke forventet, forklarer han. Struktureret træning Drengene skriver træningsdagbog og får programmer fra tidligere landsholdsrytter Gert Palner, der også selv har et hjertebarn. På træningssamlingerne stiller et hold hjertelæger fra Skejby Sygehus op og bruger deres fritid på at undersøge holdet. Flere benytter lejligheden til at cykle sammen med børnene, der er mellem 15 og 19 år. Formen på holdet er blevet så god, at de i stedet for de planlagte 40 kilometer nu skal køre den fulde strækning på 64 kilometer ved cykelløbet. Cykelholdet har også givet børnene et andet sammenhold og nye venskaber. - Vi ligger på samme niveau. Der er ingen, der halter bagefter eller flyver af sted - og så giver det et andet sammenhold, at vi har det samme at døjes med, mener Anders Frydkjær, der ud over at gennemføre løbet også glæder sig til at se, hvordan de andre hjertebørn klarer sig.