Brønderslev

Cykler udvider horisonten

I årenes løb har utallige studier vist hvor sundt cykling er - og nu også for integrationen

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Furaha hjælpes godt på vej på sin første cykeltur.

BRØNDERSLEV:I et hav af værktøj, møtrikker og cykler i alle tænkelige farver og størrelser, er to damecykler stillet frem til nærmere inspektion i Knud Jørgensens værksted i Brønderslev, en rød og en hvid. Flygtninge Janine og Fuhara skal i dag have en cykel hver, efter måneders intensiv træning i både balance, gearskift, af- og påstigning og selvfølgelig trafikregler for cyklister.

- De er så gode til at cykle nu så de sagtens kan komme ud i trafikken og øve sig her i sommerferien. Vi starter desuden et nyt hold op onsdag den 17. august for dem, som gerne vil lære at cykle, fortæller frivillige i Røde Kors Aase Fredholm og Else Højgaard Smidt. De har gennem deres arbejde med særligt byens kvindelige flygtninge, formået at mindske afstanden mellem lokalsamfundet og byens mange flygtninge.

- Så kan du cykle ud og besøge mig, siger Aase smilende til Janine som svarer på dansk, at det vil hun meget gerne, nu da det er blevet nemmere at komme rundt alene. Hun vil primært bruge cyklen til at komme ud til sprogskolen i den anden ende af byen, men kunne også godt tænke sig at udforske de nærliggende byer på sin nye cykel.

Projektet startede for flere år siden da Knud Jørgensen hørte om en lille pige som ønskede sig en cykel, men som aldrig havde fået lært at cykle. Herefter satte han gang i indsamlingen af cykler til både børn og voksne, og siden da er hundredvis af cykler blevet repareret og givet væk til stor glæde for de nye ejermænd. Og med tilbuddet om et cykelkursus står der nu ikke længere meget i vejen for, at komme rundt i byen på egen hånd.

- Donationer er selvfølgelig altid velkomne, og da vi har modtaget rigtig mange fine cykler til børn, er det især cykler til voksne vi mangler i øjeblikket, siger Knud Jørgensen.

Røde Kors-frivillige i Brønderslev søger desuden flere kvindelige frivillige som kan hjælpe de mange kvindelige flygtninge, med såvel cykling som med andre aspekter i hverdagen.

Imens sadler og dæktryk bliver justeret, før cyklerne er helt klar til deres nye ejere, oversætter 22-årige Boss Nyandenda løbende og flydende fra dansk til swahili, for at hjælpe alle parter med at forstå hinanden. Efter at have tilbragt mere end 14 år i en flygtningelejr, kom han til Brønderslev som kvoteflygtning for 5 år siden.

Efter at have arbejdet i Knuds værksted, og at have fået sin egen cykel, cykler han nu ofte den lange vej fra Brønderslev til Aalborg, hvor han studerer Bioteknologi på Aalborg Universitet. Men foruden at studerer, agerer han desuden tolk for mange af byens flygtninge, og spiller dermed en central og vigtig rolle i samarbejdet mellem lokalsamfundet og dets mange flygtninge.

- Selv om at jeg gerne vil studere videre efter at jeg afslutter min bachelor, ønsker jeg at blive boende tæt på Brønderslev da min familie bor her, forklarer Boss. Og dette er gode nyheder for en landsdel, hvis yngre befolkning i stigende grad vælger at flytte til større byer, ofte i forbindelse med deres uddannelse.

Da cyklerne bliver taget ud i dagslyset og skal afprøves fornægter træningen sig ikke, og begge kvinder tager en hurtig prøvetur, kun med begrænset hjælp fra Aase og Else. Og selvom at begge kvinders lange kjoler kan komme lidt i vejen under af- og påstigning, er det tydeligt, at cykelkurset har haft sin effekt. Men at eje en cykel er tilsyneladende mere end bare at kunne sætte sig op og cykle på den, man skal også kunne låse den, hvilket umiddelbart ikke har været en del af træningen. Her træder Knud heldigvis til og får hurtigt vist de to kvinder hvordan en cykellås fungerer, en videnskab, som hovedsageligt kun borgere fra cykel-fanatiske nationer har et indgående kendskab til.

I en tid hvor flygtninge og integration dagligt er til debat på den politiske scene, må vigtigheden af projekter som dette bestemt ikke undervurderes. Det er netop her, at både frivillige og flygtninge får en større forståelse for hinanden og den verden som de deler, og hvor daglige udfordringer, så som at skulle gå i over en time hver dag, bare for at komme i skole og på arbejde, bliver løst på bedste vis. For Knud Jørgensen er indsamlingen af cykler til flygtninge en naturlig og vigtig del af hans arbejde i Røde Kors, og han opfordrer desuden andre til at melde sig som frivillige, eller at hjælpe i det omfang man kan.

Da alle dele af cyklerne er indstillet til kvindernes individuelle behov, låser Knud værkstedet af igen, indtil næste gang nogen mangler en cykel. For Janine og Furaha er horisonten nu kun en cykeltur væk, og de kan nu hurtigt og effektivt komme i skole og på arbejde i fremtiden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.