Cyklist ramt af bil og dræbt: Bilist er sigtet for drab

En cyklist i Tarm er død efter at være blevet kørt over af en bil. Mand er sigtet for drab, oplyser politiet.

Kriminalitet 18. februar 2015 21:40 - Opdateret 19. februar 2015 06:16

En cyklist blev onsdag aften dræbt på stedet efter at være blevet ramt af en bil i Tarm. Ifølge vidner til ulykken blev cyklisten kørt over to gange af samme bil.

Føreren af bilen, en 40-årig mand fra Tarm, blev anholdt på stedet. Han er efterfølgende blevet sigtet for drab, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi sent onsdag aften.

Den dræbte er en 39-årig mand fra Tarm. De to mænd kendte hinanden ifølge politiet.

- Ret hurtigt fremkom der oplysning om, at påkørslen kunne være sket med forsæt, og at den påkørte mand var afgået ved døden, oplyser politikommissær Bjarne Højgaard i meddelelsen.

Føreren af bilen vil formentlig blive fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre torsdag – sigtet for drab. Der vil derfor ikke blive oplyst yderligere på nuværende tidspunkt.

Ulykken skete på Tværvej i Tarm i Vestjylland ved Ringkøbing Fjord. Politiet fik anmeldelsen 20.17.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...