Lokalpolitik

Cyklister på jomfrutur til Holtet

1,3 kilometer cykelsti mellem Gandrup og Holtet indviet af 100 cyklister

]GANDRUP:1,3 kilometer lyder ikke af meget.]Men det er mere end rigeligt, når de 1300 meter skal asfalteres, og der skal findes penge i det kommunale system til at betale for det. Ti år har cykelstien mellem Gandrup og Holtet været om at nå i mål. Og i går var den store dag så kommet, hvor cykelstien mellem de to byer skulle indvies. Vejret kunne ganske enkelt ikke blive bedre, og de omkring 100 fremmødte smilede om kap med solen. - Jeg synes, at det er rigtigt fint, vi skal have nogle flere af dem, sagde Helge Christensen fra Hals Cykel Motion. ]Viceborgmester Jørgen Hansen stod for den officielle indvielse, og selvom han ikke kune love cyklisterne medvind på cykelstien fremover, så var han en glad mand. - Vi skal i gang med at indvie cykelstien , som vi er nogen i Hals Kommune, der har glædet os meget til, sagde Jørgen Hansen. Han pegede på, at det ikke bare er en cykelsti, men at det også er en sti, der forbinder hele kommunen. Nu kan man nemlig cykle på en cykelsti helt til Hals by, hvis man vil shoppe eller tage jernehesten til stranden og en forfriskende dukkert i Kattegat. Og hvis man bruger den gamle banesti, kan man også cykle helt fra V. Hassing. - Borgerne i Gandrup kan nu trygt lade deres børn cykle til idræt i Holtet, sagde Jørgen Hansen. Anlægsmæssigt regner man med, at det koster godt en mio. kr. pr. kilometer cykelsti, der anlægges, så stien har altså kostet cirka 1,3 mio. kr. Med cykelstien er det blevet lidt mere sikkert at tage den korte men alligevel flotte tur til Holtet forbi markerne. Jørgen Hansen pointerede også, at byrådet hvert år vil bruge en mio. kr. på trafiksikring i Hals Kommune. Da de sidste ord var sagt af viceborgmesteren konstaterede en lille purk forrest i feltet. - Okay, og derefter satte han i gang sammen med en flok kammerater. Det samme gjorde omkring 100 cyklister, der alle var dukket op for at være med på jomfruturen til Holtet. I feltet var der både trehjulede, deltagere på rulleskøjtere, unge og gamle. En del af bagtroppen var byrådsmedlem Gert Andersen (K) og viceborgmester Jørgen hansen, der ligesom partifællen Poul Nyrup Rasmussen bruger cykelhjelm. Målet og væskedepotet var festteltet i Holtet, der denne weekend huser byens sommerfest. En af dem, der var hurtigt tilbagelagde ruten var Erik Ravn Jensen. - Det var en oplevelse, sagde han bagefter, da han pustede ud i Holtet. Han er også medlem hos Hals Cykel Motion. Han bruger ikke stien til daglig, men han mener, at han nok skal få den brugt, når han trækker i klubdragten hos den lokale cykelklub. En anden, der også var med til at tage cykelstien i brug var landbetjent Karsten Larsson fra Gandrup. Han ville dog ikke love, at han fremover tage cyklen hele vejen fra Gandrup til Strømergaarden i Hals, selvom byerne nu er forbundet. Det kan nemlig komme til at knibe at nå frem i tide, hvis han skal rykke ud til en opgave på jernhesten. I teltet på Holtet Stadion var kommunen vært ved en sandwich og noget at drikke. Og hvis der var nogen, der fik en ekstra forfriskning til det andet ben, så var det jo godt, at de havde taget cyklen til Holtet, og fremover kan komme mere sikkert hjem inde på de 1,3 kilometer cykelsti.