EMNER

Cyklister ser rødt

Flere to-hjulede trafikanter oplever, at trafiklysene ikke skifter til grøn

AALBORG:Aalborg Kommune modtager stort set hver eneste uge klager fra borgere, der er utilfredse med trafiklysene i kommunen. Det oplyser projektleder Niels Ulrich Clausen fra Trafik og Veje hos Aalborg Kommune. - Jeg vil tro, at der henvender sig et par stykker om ugen i gennemsnit, siger Niels Ulrich Clausen. Han forklarer, at henvendelserne kan handle om flere forskellige problemer. Det kan være fodgængere, der mener, at der i visse kryds er grønt lys i for kort tid, eller det kan være bilister, der gerne vil have en grøn svingpil i et kryds, fordi de har svært ved at dreje til venstre. Men det drejer sig også om cyklister og motorcyklister, der oplever, at visse trafiklys aldrig skifter til grønt, eller i det mindste ikke før, at der ankommer en bil til stedet, som skal passere krydset i samme retning. - Så sent som i fredags fik vi en henvendelse fra Aalborg Politi, fordi flere havde klaget til dem over, at trafiklyset på Enggårdsgade ikke skifte til grønt for cyklister, fortæller Niels Ulrich Clausen. Han vurderer, at de manglende farveskift for cyklister i lyskrydsene kan skyldes, at stort set alle lysreguleringer i Aalborg Kommune i en eller anden form er trafikstyret. Det vil sige, at lyset skifter i takt med mængden af trafikanter, der kører hen mod krydset. - De trafikstyrede trafiklys er næsten altid baseret på magnetspoler 4-5 centimeter nede i asfalten, der registrerer, når der passerer metal over dem. Da der er mest metal på bilerne, er spolerne mest følsomme over for dem, men spolerne kan også registrere cykler, siger Niels Ulrich Clausen, der dog ikke mener, at det er noget trafikanterne skal tænke nærmere over. - Det skal bare virke, mener han. Men uanset er det til tider et dilemma for cyklisterne, om de skal vente til, der ankommer en bil, som kan registreres af spolen i vejbanen, eller om de skal køre overfor rødt med den risiko, det indebærer for helbredet eller for bøder fra ordensmagtens hånd. Aalborg Politi afviser dog sidstnævnte som en mulighed for utålmodige cyklister. - Det er aldrig tilladt at køre overfor rødt, om man så skal vente i flere dage på, at lyset skifter, siger Per Kvist fra vejteknisk Afsnit hos Aalborg Politi. Men det nytter ikke at klage til politiet, når man som cyklist bliver ved med at se rødt. Det er kommunen, der har ansvaret for lysreguleringer fungerer. - Hvis vi får en klage fra en borger angående et konkret kryds, så beder vi vores leverandør se nærmere på problemet. Det kan skyldes, at den magnetiske spole skal have følsomheden justeret, eller at den er defekt og skal udskiftes, forklarer Niels Ulrich Clausen.