Udland

Cypern beder EU om økonomisk redning

Cyperns regering søger hjælp fra EU’s midlertidige redningsfond, der blandt andet har hjulpet Grækenland.

Cypern beder EU om økonomisk redning

Cypern anmoder nu EU om en økonomisk redningspakke, der skal hjælpe med at rette op på landets hårdt pressede økonomi. Det fremgår af en erklæring fra regeringen i hovedstaden Nicosia.

Cypern siger i erklæringen, at ansøgningen om hjælp har til formål at inddæmme de økonomiske risici for finanssektoren. Problemer, som hænger tæt sammen med den græske gældskrise.

- Formålet med den hjælpepakke, som vi søger, er at inddæmme farerne for den cypriotiske økonomi - navnligt dem, der skyldes den græske krises negative virkninger på finanssektoren, hedder det i erklæringen.

Tidligere har Grækenland, Irland og Portugal fået finansiel støtte fra en af de to støttefonde, EFSF eller ESM. Spanien har anmodet om hjælp til dets banksektor, men har endnu ikke officielt ansøgt.

Kilder i Nicosia havde tidligere på dagen oplyst til Reuters, at Cyperns regering ville søge om hjælp fra EU’s midlertidige redningsfond, EFSF.

Cyperns ansøgning kommer på et tidspunkt, hvor landet har mindre end en uge til at rekapitalisere gældsaftaler.

Den cypriotiske regering forventes at holde krisemøde tirsdag om den økonomiske situation. Fokus vil efter alt at dømme være på den tætte forbindelse mellem de cypriotiske og græske banker.

Ansøgningen om økonomisk hjælp kommer kort efter, at kreditvurderingsinstituttet Fitch tidligere mandag sænkede Cyperns kreditværdighed til BB+. Instituttet fremhævede samtidig, at der er dystre fremtidsudsigter for landets økonomi.

Cypern havde sidste år et budgetunderskud på 6,3 procent og en gæld på 71,6 procent af BNP. Hver tiende indbygger er arbejdsløs.

Den 1. juli overtager Cypern formandskabet for EU fra Danmark.

/ritzau/Reuters