Udland

Cypriotiske småsparere skånes for omstridt bankafgift

Cypriotiske bankkunder med en opsparing under 20.000 euro bliver undtaget fra kontroversiel afgift på indlån.

Cypriotiske småsparere skånes for omstridt bankafgift

Cypriotiske bankkunder med en opsparing på mindre end 20.000 euro skal skånes for kontroversiel bankafgift, fremgår det af udkastet til et lovforslag, som Cyperns regering har forelagt parlamentet.

Bankafgiften er en del af aftalen om krisehjælp til Cypern fra EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF).

Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil bankkunder med en opsparing på mindre end 20.000 euro blive fritaget for den omdiskuterede afgift.

Kunder med en opsparing på op til 100.000 euro (750.000 kroner) skal betale en engangsskat på 6,75 procent, mens alle beløb derover beskattes med 9,9 procent.

Cyperns centralbankchef, Panico Demetriades, har gjort det klart for parlamentets finansudvalg, at de cypriotiske banker vil se en pengeudstrømning på omkring 10 procent få dage efter, at bankskatten er vedtaget.

Centralbanken ønsker - lige som Den Europæiske Centralbank (ECB) - at afgiften droppes for alle indeståender, som er mindre end 100.000 euro, siger Demetriades.

Centralbankchefen tror ikke, at Cypern vil nå målet om at tjene 5,8 milliarder euro til statskassen, hvis bankskatten får den udformning, som regeringen nu har forelagt.

Cyperns parlament mødes tirsdag klokken 16. Men en talsmand for regeringen siger, at det er usandsynligt, at parlamentet stemmer ja til den økonomiske redningspakke.

Den kontroversielle bankafgift fik i weekenden tusindvis af cypriotere til at strømme til bankernes hæveautomater for at trække penge ud.

Beslutningen om at indføre en bankskat har dog ikke kun konsekvenser for de lokale cyprioter med penge i banken, men også for tusindvis af europæere og russere, som har interesser på øen.

De cypriotiske myndigheder hævder, at bankskatten var en betingelse for at få krisehjælp, og regeringen kæmper nu for at få lovændringen igennem.

Landets banker holder lukket de kommende to dage.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.