Dén historie har de fundet godt på

Eleverne på Suldrup skole har fabuleret sig til finalen om en god historie

SULDRUP:Når enden er god, er alting godt. Sådan lyder en kendt sætning i et af vore kære eventyr. Og det kan 5. klasserne på Suldrup skole skrive under på. Faktisk skal de til hovedstaden, hvor de lørdag og søndag deltager i en konkurrence om den bedste historie. Det er i sig selv en rigtig god historie. Sidste år var de sammen, men i år er de delt op i to klasser, a og b som sig hør og bør. De har lærerne Rie Aarup og Jette Nielsen, som har været på kursus i det med den gode historie. At finde på den og få den fortalt. - Det var et tilbud fra bibliotekerne tidligere i år, beretter Rie Aarup, om dels kursus for os lærere og så konkurrencen. Der var to kategoerier, den ene om mennsker og umennesker, den andet om rejsen til det ukendte. To arbejdsgrupper Børnene valgte to grupper med otte i hver, som arbejdede med ideer og fandt på. Hvad grupperne kom frem til blev forelagt klasserne, sådan alle har været med til lave den historie, som altså vandt semifinalen i Viborg. Helt let har det ikke været, for historien om de fire børn, der rejser jorden rundt med deres store hund Bamse, var til at begynde med på tyve minutter, men efterhånden kom den ned på otte minutter og Oskar Buus blev ham, der fortalte historien i konkurrence med tre andre skoler ved semifinalen. Det gjorde han så godt og historien var så god, mente dommerne, at det altså nu gælder finalen i København på Statens Museum for Kunst. Lidt tid på Strøget - Det hele er gået så hurtigt, at vi dårligt har nået at samle penge nok til turen, beretter Rie Aarup videre. Elever og lærere kører med Tylstrup Busser lørdag og skal overnatte på hotel inden konkurrencen om søndagen. Der bliver altså tid til at se noget af hovedstaden, men hvad det så bliver til, er endnu ikke lagt fast. Måske bliver det bare en tur på Strøget, men nogen af eleverne har også udtrykt ønske om at se Christiania.