Da den første sang kom flyvende

Den arbejdsløse rørsmed lå på sofaen og sov, da den første sang trængte sig på. Og han stod op og skrev den. 15 album senere kan Ole Berthelsen netop i dag fejre 30 års musikerjubilæum. I en lejlighed på Boulevarden midt i Aalborg – ganske få me

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Det her skal sgu frem, Ole. Sådan lød musiker Peter Abramsens kommentar, da han hørte Berthelsens sang "Svejseren"

Stukdekorationen snor sig rundt i den højloftede herskabslejlighed med de afhøvlede gulve. Fra det rundbuede karnapvindue er der udsigt til Limfjorden, mens den fint kobberpudsede kamin indenfor døren til den store stue mest er til pynt og med fotografier stående på kamingesimsen sjældent er i brug. - Dengang i 1912 havde man jo tjenestefolk til at tænde op og rense for gløder og aske bagefter. Vi bruger den næsten aldrig, siger Ole Berthelsen, da han byder indenfor. Kaffe står klar på termokanden på det runde sorte sofabord, og kanden er tømt og ny kande lavet, da vi et par timer senere har været på rundrejse i Ole Berthelsens liv. - Musikken har altid været der. Jeg voksede jo op i 60’erne, hvor alle skulle have en guitar og være med i et band. Alle kunne være med, og alle skulle være med, husker Berthelsen. Men han kom aldrig med i et band. Hang ikke ud med de rigtige fra Nr. Uttrup, og de kammerater, han havde, som ville lave et band, ”magtede ikke rigtig samarbejdets kunst” Det var først i danskrockens storhedstid sidste i 60’erne og begyndelsen af 70’erne, at Berthelsen selv kom i gang med at lære at spille guitar. Alle lp’er dengang udkom med guitarbecifringer til sangene. Både Røde Mor, Gasolin’ og Skousen & Ingemann. - Så på den måde fik jeg lært akkorderne og det gik op for mig, hvordan man går. Du tager en akkord og synger derudad. Hjemme i murermestervilla Gurre havde Berthelsen samlet på Elvis-billeder, og han tunede altid ind på Radio Luxembourg, når der var Elvis Presleys fødselsdag 8. Januar. Det var dengang, du kunne høre The Kinks for en 10’er på Mælkepoppen, eller Eric Clapton for 15 kr. i Vejgaard Hallen. - Det lyder skørt, men jeg havde aldrig den 10’er eller de 15 kroner. Det var også dengang du enten var til Beatles eller Stones. Du kunne ikke være fan af begge af datidens førende engelske rockgrupper. - Men det var jeg faktisk. Senere fandt jeg så ud af, at The Kinks faktisk er de bedste – det kan lyde lidt skramlet det, de laver, men det holder. Også i dag. Ellers fik Berthelsen den traditionelle arbejderopdragelse, hvad angår musik fra radioen og ønskeprogrammerne med ”Hvide Måge” og ”Her i vores hus er glæde” med den kvidrende Raquel Rastenni. - Jeg husker stadigvæk datoen. 28. oktober 1974. Jeg var arbejdsløs og lå på sofaen og sov, da den første sang kom sejlende gennem luften. Spørgsmålet var om jeg gad at stå op og skrive den. Men det gjorde jeg. “Slagter i sovebyen” hed den, og handlede om slagter Kristensen fra Gl. Kongevej, der havde drejet nøglen til sin butik. Berthelsen investerede i et af datidens plastikorgler, fik lagt lidt harmonier og rytmer på sit sangskriveri og sådan gik de næste par år, mens han flikkede primitive demobånd sammen på en firespors båndoptager. Vild med “Svejseren” Blev nummer fem i talentspejderprogrammet Pladechancen og optrådte med en ordentlig flok sommerfugle i maven i Tivolis Koncertsal. Og kom i kontakt med Peter Abrahamsen, direktør og selv musiker, fra pladeselskabet Metronome. - Han var især vild med en sang. ”Svejseren”, der handlede om livet på Aalborg Værft. ”Det her skal sgu frem, Ole”, lød hans kommentar. I 1978 fandt Berthelsen sig selv stående i et studie i København med guitaristen og bassisten Flemming Ostermann og resten af den daværende danske gruppe Cox Orange som backing. Lp’en udkom et halvt års tid efter, fik fine anmeldelse blandt andet i Berlingske Tidende, men blev lidt køligere modtaget af den lokale presse, hvor journalist Bent Attrup, Aalborg Stiftstidende, blandt andet dækkede pladereceptionen på den daværende Skipper Clements Vinkælder (i dag Down Town), lige rundt om hjørnet, hvor Berthelsen bor i dag. Ikke noget fast arbejde - Der lå jeg så i sengen og var arbejdsløs og kunne høre mig selv i morgenradioen. 8. april 1979 gik Ole Berthelsen for første gang på scenen i Aalborg. På spillestedet Multi Maren i Maren Turis Gade og backet af blandt andre Peter Abrahamsen, Tom Andersen og Flemming Ostermann. - Jeg fik en dårlig foromtale. Der stod, at jeg havde “haft en række jobs ind imellem, men noget fast arbejde har han aldrig kunnet få”. Det blev antydet. at jeg aldrig havde lavet noget praktisk arbejde. Og var en slags protestsanger. Det blev lidt skæbnesvangert for mig. Jeg var lidt uden for og kom ind fra sidelinjen i forhold til det øvrige musikmiljø og fik ikke rigtig spillejobs i byen. Det tog tid, inden jeg lærte de lokale musikere at kende. Samme år blev det til endnu et album ”Nordjysk kraft” om arbejdsløsheden, en opsamling med aalborgensiske bands. Ole Berthelsen optrådte med band på årets Roskilde Festival, fik arbejde på Aalborg Værft og mødte samtidigt sin nuværende kone Ellen, da han spillede koncert i Århus. - I december 79 gik jeg og bankede rust på et krigsskib i dokken på Aalborg Værft., da jeg besluttede, at nu skulle der ske noget andet. Musik på Thulevej Det andet blev til en rundtur til alle institutioner for børne og unge i Aalborg, hvor Berthelsen tilbød sig selv som musikalsk igangsætter og inspirator. Der var bid hos den daglige leder Jens ”Langhår” Larsen på Fri-Stedet og her begyndte Ole nu i klubben på Thulevej og fik sig efterhånden en pædagoguddannelse. - Jeg blev vel egentlig ansat som bordtenniskontrollør. Skulle slå dem over fingrene hvis de smed med battene, når det for alvor gik løs ved bordene. Men det blev til en masse musik og sang i det der kreative miljø som blomstrede op på stedet dengang. Det blev også til en enkelt skive til ”Smid Masken” (1982), men eller etablerede Bo og Ellen sig som familie med efterhånden hele fire børn, og hvad angår musikken blev den sangskrivende pædagog mere og mere ham man ringede til, hvis man stod og manglede én, som kunne synge for ved demonstration eller atommarchprotest. Professionelt arbejdede Berthelsen i de år både hos Flygtningehjælpen og Røde Kors, plejebørn og fra 1989 begyndte nye sange at presse sig på. Det blev til fire albums, kulminerende med det engelsktekstede album ”Basic Needs” (1994). Optaget hos producer og guitarist Claus Hvass (”Johnny & De Kolde Dæmoner) i Kling Klang Studiet i Kirkegårdsgade i Aalborg med lokale musikere – blandt andet Vardinghus-brødrene, pianist Christian og trommeslager Henrik. - Jeg udgav på mit eget selskab, Gurre, opkaldt efter navnet på huset, min far selv havde bygget i Nr. Uttrup. Min vokal er sådan lidt Tom Waits inspireret, Hvass trak det mere i rockretningen og det album er lidt en kulmination. Det hang godt sammen. Musikken tog også form af en teaterforestilling opført 17 gange på Det Hem’lige Teater i julen 1994, ligesom albummet ”Nr. Uttrup i mit bakspejl” (1996) om egne oplevelser, opvækst i skole og familie blev både til bog og efterfølgende kabaret– opført på Nørresundby Rådhus og i Huset i Hasserisgade. Igen i samarbejde med Det Hem’lige Teater. Af sted til Nashville I 1997 etablerede han bofællesskab for utilpassede unge på Boulevarden, og samtidig kom han via sin gamle producer og musikermakker Flemming Ostermann i kontakt med den amerikanske mundharpespiller Charlie McCoy. - Hvorfor tager du ikke til USA og laver en plade med ham i Nashville, spurgte Flemming. Og det gjorde vi så. Tilløbet var dog lidt langt med danske optagelser og to besøg i USA, inden resultatet “New York Mayday” (1999) med engelske tekster udkom herhjemme. Indspilningerne foregik i “Al Jolsons Masterlink Studios på Music Road i Nashville lige over Roy Orbisons hjemme. Faktisk indspillede Orbison sit vel nok mest kendte nummer “Pretty Woman” netop her. - Jeg fik slet ikke udnyttet musikernes potentielle første gang jeg indspillede der. Jeg var simpelthen for benovet. Senere fandt jeg ud af at det bare var at tage den på guitaren og så kører vi gutter. Så var den hjemme. Med i studiet var foruden McCoy, bl.a. trommeslager Keeny Malone og den blinde pianist Hargus Pig Robbins. Folk, som har indspillet med Bob Dylan og Neil Young, og især Hargus er nærmest en legende og dybt respekteret i USA. - De er knaldgode kammerater indbyrdes og de arbejder altid for sangen. Forløser den på bedste vis, og det var en gave at få lov til at arbejde sammen med dem. Er du skotte? Så Berthelsen er vendt tilbage til Nashville igen og igen og har indspillet flere albums her. Både på engelsk og dansk. - De kan godt høre på min udtale, at jeg ikke er engelsk eller amerikaner. Selv om jeg har arbejdet meget med den. Men de tager stemmen for, hvad den er, synes jeg lyder lidt skotsk. Holdningen er “alt kan lade sig gøre” og da jeg engang udtrykte bekymring, fik jeg blot at vide: prøv at høre hvordan det lyder, når franske Charles Aznavour synger på engelsk. Siden 2003 har Ole dog holdt sig til at synge på dansk, efter at guitaristen Ole Albrechtsen gav ham rådet om at gå tilbage til det danske. Seneste album “Sange fra den blå planet” (2008) er således også indspillet i Nashville med Mccoy, Malone og Robbins. - Finanskrisen kradser også derovre. De er sultne. Indspilningen kostede mig 80.000 kr. og de 14 sange blev lavet på tre dage. Halvanden dag brugt på selve indspilningerne. Og så bruger vi masser at tid på at finpudse sang og indspille overdubs, inden vi kommer hjem og laver det færdige miks hos Ole Albrechtsen. Men det er fantastiske musikere at indspille med. Og snart bliver herskabslejligheden på Boulevarden igen bofællesskab. Berthelsen fremlejer adressen og flytter til Kongerslev. - De er fire unge, som vil dele om huslejen. Og de har allerede bestemt hvor billardbordet skal stå! Sådan flytter tingene sig hele tiden. Og som Berthelsen siger: - Mit bofællesskab havde sin tid her. Det nytter ikke at blive bitter. Sådan er det bare, og så er det med at komme videre.

Breaking
Kæmpe politiaktion i Aalborg Øst
Luk