Da det lignede gråt i gråt eksploderede farveskalaen

Afventende fight bag AaB's overraskende sejr i Parken

Fodbold 22. april 2003 08:00

KØBENHAVN: Det var enten sort eller hvidt på banen - AaB helt i sort, FCK helt i hvidt - men det kan nok være, at Superliga-kampen i Parken blev tilsat et par andre kulører undervejs, da det hele ellers truede med at gå i et gråt 0-0 resultat. For det første sørgede en bagende sol for at give det hele et varmt og gyldent skær. For det andet sørgede et medlevende FCK-publikum for at give deres hold et lysegrønt håb om at føje endnu en sejr til de mange, der har ført københavnerne på sporet af et dansk mesterskab. De sang og støttede deres hold, som kun sande fans gør. Men et par hjerneblødninger inde på banen af FCK'erne Peter Christiansen og ikke mindst af Sibusiso Zuma, førte det hele over i det røde felt med to direkte udvisninger. Og så blev det hele ikke alene lyserødt igen for AaB, da Andres Oper to minutter inde i kampens overtid steg til vejrs og headede bolden i nettet. Det blev også både festligt og farverigt for nordjyderne at drage hjem - og lade op til mødet med rækkens andet tophold på torsdag, Brøndby, i pokal-semifinalen på Brøndby Stadion. Det var igen AaB's flotte fight, der gav bonus, som mod AGF, men denne gang var det en mere afventende fight, tilsat den helt rigtige portion taktik fra træner Poul Erik Andreasens side. Han havde luret, hvordan FCK'erne skulle bremses - og det blev de. Med midteraksen i forsvaret, Brian Priske og Diego Tur, som den helt store nydelse - og de er altså ikke førstevalg hos AaB, hvor man stadig sukker efter at se Bård Borgersen og Klebér Saarenpää som makkerpar - blev der lukket huller og skærmet af, så selv så farlige angribere som Peter Møller, Jörgen Pettersson og Sibusiso Zuma blev holdt væk fra nævneværdige chancer. Vel sværmede bolden et par gange faretruende nær AaB-målet, men i det store og hele, så var der kontrol over tingene hos de nordjyske gæster, som ikke alene fik sejren og de tre point med hjem. Det kom også til at falde i AaB's lod at blive det første hold i 27 kampe, der formåede at vinde en Superligakamp i Parken over FCK. Netop, da københavnerne stor for at slette den rekord i hjemmekampe uden nederlag, AGF havde, faldt de - og det tør nok siges, at de faldt med et brag. Ikke ciffermæssigt, men i kraft af det indtryk, FCK efterlod sig. Og det var ikke mindst de åbenlyse frustrationer, der kostede de to røde kort, der var skæmmende. Men det kan AaB'erne se stort på. De stod denne gang for en af de mest positive overraskelser, man overhovedet kan tænke sig, og hvis holdet har tænkt sig at fortsætte i det spor, ja så bliver det en festlig sæsonafslutning, set med nordjyske briller. I går jublede Brøndby over AaB'erne - det gør de ikke på torsdag - og det er her, AaB for alvor skal stå sin prøve, for ret beset, så er det svært at tro på, at man kan lave et sådant comeback i Superligaen, at det kan ende med en plads i UEFA Cup'en ad den vej. Nej det er fortsat pokalturneringen, der er den lette vej til Europa for AaB, og her skal Brøndby altså ryddes af vejen over to kampe, før man er fremme ved finalen. Men der blev tanket nok en portion selvtillid op, og det, der for en uge siden så både mørkt og dystert ud, det har pludselig fået glød og farve. De rigtige AaB-farver toner atter frem på smuk vis.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...