Da floorball var forbudt og Bulldogs jaget ud af byen HISTORIE: I denne uge er der VM i Arena Nord, men floorball har ikke altid været i høj kurs i Frederikshavn - Bulldogs blev nægtet adgang til hallerne og måtte spille hjemmekampe i andre kommuner

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Engang blev de jaget ud af byen. I dag spiller floorballspillerne om VM-medaljer i Arena NordFoto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:- Welcome to World Floorball Championship 2007 i Arena Nord, Frederikshavn. Borgmester Erik Sørensen kunne i lørdags med stolthed i stemmen byde spillere, ledere og tilskuere fra 20 nationer velkommen til VM i floorball. Et historisk VM, for det er første gang, at et verdensmesterskab afvikles i Frederikshavn. Og det er skæbnens ironi, at det netop er floorballsporten, der i disse dage sætter Frederikshavn på verdenskortet. Floorballspillerne har nemlig ikke altid været i kridthuset, ja, ren fakta var de uønskede og fik det røde kort af kommunen, da byens første floorballklub, Frederikshavn Bulldogs, i starten af 90’erne søgte om trænings- og spilletid i de kommunale haller og gymnastiksale. Som den eneste kommune i landet havde Frederikshavn et forbud mod floorball eller indehockey, som man kaldte sporten, da man mente, at spillet ødelagde gulvet, og pionererne fra Bulldogs måtte kæmpe hårdt for at blive anerkendt som seriøs sportsgren med lige adgang til de kommunale lokaliteter. Tankevækkende i dag, hvor VM-spillerne har indtaget byens flotteste og nyeste arena. Bulldogs stiftet i "92 Bulldogs blev startet i begyndelsen af 90’erne. En gruppe store drenge med Kim Haagensen, tvillingerne Per og Paul Schmidt, Jesper Nielsen, Per Bjørnager og Jesper Bo Olesen i spidsen havde i nogle år spillet jordhockey, i Ungdomsgården Hånbæk og på p-pladsen ved Hånbækblokkerne og hvor de ellers kunne finde plads til deres store lidenskab. I slutningen af 1991 blev drengene kontaktet af Torben Frydkjær, aktiv i Aalborg Flyers og kasserer i floorballunionen. Han hentede frederikshavnerdrengene med til stævner i Solsidehallen i Nørresundby, fortæller Per Schmidt, der var med fra start og har skrevet hele Bulldogs’ historie. Klubben blev stiftet 19. februar 1992, i Jesper Nielsens lejlighed i Hånbæk. Jesper blev valgt som formand, Per Bjørnager som næstformand, Per Schmidt kasserer, Kim Haagensen sekretær og Paul Schmidt menigt bestyrelsesmedlem. Oprindeligt valgte de kælenavnet Pitbulls, men det blev hurtigt ændret til det mindre bistre Bulldogs. Rødt kort til floorball Klubbens første mål blev svejset på værftet og som nystartet klub måtte Bulldogs tage til takke med sene træningstider, fredag aften fra 19-21 i gymnastiksalen på Bangsbostrand Skole. Men det skulle blive værre endnu: Sæsonen 1992-93 skulle som den første spilles som serie med hjemme- og udebanekampe. - Vi havde inden turneringsstart fået haltid til vores hjemmekampe i Abildgårdhallen. Men da vi pludselig fik problemer med en haltid på Ørnevejens Skole, som mente, at vi havde ridset gulvet efter to timer, blev vores timer inddraget, fortæller Per Schmidt. Klubben havde nu et stort problem og kunne ikke afvikle hjemmekampe. Kommunen havde nedlagt forbud mod spillet i alle kommunens haller. - Det endte med, at vi måtte spille vores hjemmekampe på udebane, mens vi havde træningstider i gymnastiksalene på Bangsbostrands Skole og Fladstrand Skole. På barrikaderne Men Bulldogs gav ikke op. De unge pionerer kontaktede den lokale avis, der gik ind i sagen. Sportsligt klarede Bulldogs sig fremragende, selv om de spillede deres hjemmekampe i lånte haller i Brønderslev, Hjørring og Herning. Bulldogs sluttede på en flot førsteplads i vestkredsen og kommunen havde efterhånden svært ved at ignorere Danmarks dygtigste floorballspillere. Og hvad mere er: Da Bulldogs søgte tilskud til transportomkostninger og leje af haller i andre kommuner, oversteg det langt kommunens udgifter til en ekstra gang lak i gymnastiksale og idrætshaller ... og pludselig blev det kommunale forbud mod floorball ophævet. Bulldogs flyttede hjem og fik fast haltid i ”Hundehuset” også kaldet Abildgårdhallen. Sund konkurrence Resten er historie ... og en god historie. Bulldogs blev Danmarks største og bedste klub - og da en intern strid i klubbens bestyrelsen - ”et hundeslagsmål i Bulldogs” hed det i Avisen - førte til udbryderne fra FC Outlaws, blev der for alvor konkurrence mellem de to lokale klubber, der hurtigt gjorde Frederikshavn til Danmarks Floorballby nr. 1. Tankevækkende i en uge, hvor Frederikshavn er vært for byens første VM-turnering. Vi tør ikke tænke på, hvad der var sket, eller måske netop IKKE sket, hvis kommunen havde fastholdt sit forbud mod floorball i alle kommunale haller ...