Kræft

Da Heidi fik sin sidste vilje

Jens og Karin mistede deres 16-årige datter til kræften. De har valgt at fortælle om hendes sidste dage

Hun blev kun 16 år. Så fik kræften livet til at forlade Heidi Ødums krop med et svagt, lettelsens suk. Efter alt at dømme døde hun afklaret, næsten glad. For Heidi fik sin sidste vilje. For nylig besøgte forældrene Jens og Karin Ødum et af de steder, hvor Heidi følte sig bedst tilpas. Med sig havde de en check på 17.500 kroner, der skulle gå til den uafhængige hjælpegruppe "CanTeen" - Cancerramte Teenagere - der ti gange årligt låner mødelokalet hos Kræftens Bekæmpelse på Vesterå i Aalborg. Her mødes unge kræftramte og deres søskende for at tale om det liv, andre har svært ved at forstå. De danner et fællesskab, der kan gribe og løfte hver især, når kræft og kemoterapi gør ens krop til en nådesløs kampplads. Hvem kan ellers helt forstå, at noget inde i en er ved at dø? I de seks år Heidi levede med leukæmi havde hun nogle af sine bedste stunder hos Can-Teen. For her - blandt andre unge, der levede med den samme skygge over sig - fandt hun glæde, håb og til sidst hjælp til en afklaring med sin skæbne. - Når Heidi kom hjem fra et af møderne var hun en anderledes og glad pige. Hun havde fået luft for nogle af sine tanker. Det kan være svært for os andre at forstå. Men Heidi accepterede til sidst at hun skulle dø. Hun vidste at hun blev sparet for megen smerte, sagde hendes far, Jens Ødum, ved begivenheden. Afskedsgaven Egentlig skulle hustruen Karin og han bare aflevere det beløb som begravelsesgæster på deres opfordring havde indbetalt til en særlig konto i stedet for at købe blomster. Parret havde set, hvilken fornøjelse selv små beløb kunne veksles til i gruppen, der tager på ture eller spiser sammen når der er penge til det. Blomster skulle Heidi nok få rigeligt af alligevel, vidste de. Men det tog dem næsten to timer at aflevere pengene. For de unge ansigter, der var vendt mod dem, ville gerne høre om Heidis sidste dage. Det fortalte forældrene så om i en elektrisk stilhed, hvor kun jævnlige snøft bordet rundt røbede, at deres ord nåede langt ind under huden på alle, der hørte på. - Jeg har kollegaer, der begynder at tale om vejret tre gange i timen, fordi at de ikke ved, hvordan de skal håndtere, at jeg har en datter der er død. Men Karin og jeg er enige om, at vi gerne vil tale om vores sorg. Det er som om, at vi kommer igennem det på en ny måde hver gang vi fortæller om det. Vi skal videre til en ny hverdag. For den gamle hverdag kommer ikke tilbage. Det ved vi, siger Jens Ødum. Grundig afsked Og så kommer ordene. Om den 29. november, da lægens dom helt uventet lød på, at kræften var tilbage i Heidis krop for fuld styrke. At den ikke kunne stoppes. Om hvordan Heidi var lettet over, at hun ikke skulle igennem flere lange behandlinger. Hvordan hun døde mindre end tre uger efter dommen, og hvordan familien fandt et fyldigt afskedsbrev, som Heidi havde sat i klemme ved sin computer. Her vidste hun at forældrene ville finde det, når de ryddede op efter hendes død. - Nogle mennesker dør som 80-årig uden at sætte sig særlige spor. Heidi døde som 16-årig men har sat sit uudslettelige aftryk på mange mennesker. Hun kom herop på skolen for at sige farvel til sine kammerater, da hun vidste at hun skulle dø. Hun skrev også nogle utroligt tankevækkende afskedsbreve til sine lærere. Hun var på mange måder en usædvanlig pige, siger Bavnebakkeskolens inspektør, Arne Kristoffersen. Det sidste farvel Fredag 20. december glemmer mange af skolens børn nok aldrig helt. Ikke fordi at det var den sidste dag før juleferien. Men fordi at det var den dag, hvor en pige fra 10. klasse blev begravet, mens de så på. Jordfæstelsen blev en af de sjældne lejligheder, hvor landsbykirken var for lille til at rumme alle dem, der ville til. Flere hundrede var mødt op for at sige pænt farvel til pigen, hvis liv både var fyldt med stor smerte og stor glæde. Mange måtte stå ude på kirkegården og vente til kisten kom ud. De kunne ikke se, at hun havde fået nogle af sine søskendes julegaver med i kisten. At repræsentanter for hendes to store fritidsinteresser stod helt oppe ved kisten: Netop CanTen-vennerne samt Aalborg Garden, som hun havde været medlem af i seks år. Syg som 10-årig - Heidi ville leve, og hun gjorde det så godt, hun kunne. En weekend i november gik hun gik blandt andet godt 25 kilometer i løbet af en weekendtur med nogle kammerater, selv om hun næsten ikke havde kræfterne til det. Det gennemførte hun til dels på viljen alene, husker hendes far, om sin viljestærke pige. Også kammeraterne havde respekt for Heidi. Men kræften gjorde hendes liv til noget, som de havde svært ved at forstå. Det var i fjerde klasse, at kræften første gang prøvede at tage hende. "Leukæmi", sagde lægerne, og Heidi måtte ud i en række smertefulde og krævende behandlinger med kemoterapi, der dog til gengæld slog alle de ondartede celler ihjel. Næsten. For kræften vende tilbage efter femten måneder, da Heidi for alvor var begyndt at leve sit liv igen. Denne gang var kemoterapi ikke nok. Hun fik også transplanteret ny marv ind i knoglerne. En operation, der i sig selv ikke er meget værre end en blodtransfusion. Men bagefter begynder kroppen at slås med marven, som var den en ubuden gæst i dens inderste haller. Heidi blev tynd og bleg og lignede bestemt ikke en livsglad pige. Men det var hun, siger familien. De sidste ønsker I teenage-årene, hvor døden højst er halvt så vigtig som fodbold på fjernsynet for de fleste, håndterede Heidi smerte, død og afmagt næsten med samme selvfølgelighed som fjernbetjeningen til tv'et og startknappen på computeren. Det var hun nødt til. - Selvfølgelig kunne hendes kammerater ikke helt forstå, hvordan hun havde det. Det synes jeg ikke, at man kan forlange. Men det var også derfor, at hun var så glad for at komme her i hjælpegruppen. I vidste jo godt, hvad hun var udsat for, for mange af jer har prøvet det selv, siger Jens Ødum. Der snøftes af rundt om bordet. Både hos ham i hiphop-tøjet, den pæne pige, ham den stille med brillerne og hende den kække med kort hår og øreringe. Kræft har intet ansigt, der ikke ligner alle andres. Der bydes på flødeboller og sodavand, men appetitten er ikke stor. Her og der dukker smil dog op, da forældrenes stille talestrøm er forbi. Ingen er i tvivl om, at det var sådan at Heidi helst ville have det. Hun kunne ikke ændre på, at hun skulle dø, så det ville hun ikke være ked af. Derfor skulle andre heller ikke være det. Døden skal ikke gøre livet meningsløst, ønskede Heidi. Et andet ønske var at dø uden alt for mange af de smerter, hun kendte så godt. Også det fik hun lov til. Derfor er der nok ikke noget at sige til, at Heidis sidste ord inden hun døde blev: - Så fik jeg alligevel min vilje.