Da Højen mødte Lennon

For 40 år siden lykkedes det den dengang 16-årige Karsten Højen fra Skovsgaard at få et eksklusivt interview med Beatles-medlemmet John Lennon og dennes hustru Yoko Ono til skolebladet. Og der blev både synget "Dejlig er den himmel blå" og "Give peace a chance"

Karsten Højen med scrapbogen med billeder fra dengang for 40 år siden, da han sammen med realklassens kammerater kæmpede sig vej gennem sneen til Skyum Bjerge for at interviewe John Lennon. Foto: Michael Bygballe

Karsten Højen med scrapbogen med billeder fra dengang for 40 år siden, da han sammen med realklassens kammerater kæmpede sig vej gennem sneen til Skyum Bjerge for at interviewe John Lennon. Foto: Michael Bygballe

- All we are saying is give peace a chance ...

De fleste kender Lennons fredshymne "Give Peace A Chance" indspillet i 1969 på en transportabel båndoptager med John selv på akustisk guitar og et blandet kor bestående af ca. 50 mennesker, som tilfældigt befandt sig på det luksushotelværelse, hvor den blev indspillet i Montreal på 19. etage i Queen Elizabeth Hotel.

Det var her, at den kommende eks-beatle John Lennon og hustruen Yoko Ono holdt bed-in i dobbeltsengen og lod sig interview af verdenspressen til fordel for universel fred. Hvad de færreste ved er, at sangen også har en lillesøster "Radio Peace", som aldrig er blevet udsendt, men som den dengang 16-årige Karsten Højen fik optaget på bånd, da han for 40 år siden interviewede parret på Verdensuniversitetet i Skyum Bjerge i Thy.

I december 1969 var The Beatles endnu ikke officielt opløst. Gruppen havde lige udsendt "Abbey Road", guitaristen George Harrison turnerede med gruppen "Delaney Bonnie & Friends mens trommeslager Ringo Starr og bassist Paul McCartney så småt forberedte deres første solo-lp'er. Lennon derimod havde travlt med sit Plastic Ono Band, verdensfredsaktioner og diverse singler blandt andet "The Ballad of John and Yoko" Forøvrigt indspillet af John og Paul uden de to andre Beatles-medlemmer.

Lennon gemte sig i Vust

Men 29. december 1969 rejste John Lennon og Yoko Ono til Danmark for at opsøge Yokos eksmand, filmkunstneren Anthony Cox, som sammen med sin nye kone Melinda var blevet ansat som lærere på Verdensuniversitet i Thy. Formålet var at genoptage kontakten med Onos dengang seks-årige datter Kyoko.

Nordjylland var dækket af tre meter høj sne, og der gik en hel uge før pressen blandt andet i form af Fjerritslev Avis lørdag 3. januar 1970 kunne fortælle, at John og Yoko boede i et lille hus i Vust nær Fjerritslev. Samme lørdag aften mødtes 16-årige Karsten Højen med tre kammerater fra 3. real i Skovsgaard - nemlig Jesper Jungersen, Herluf Jacobsen og nu afdøde Kim Jensen.

- Vi var ikke de store avislæsere, men da vi hørte, at Lennon og Ono var på egnen, besluttede vi for os at opsøge dem dagen efter på Kettrup gamle præstegård. Ingen af os havde kørekort, men vi lånte lærer Stampes bil, som blev kørt af storebroderen til trommeslageren i mit daværende band, Underground Blues Station, fortæller Karsten Højen, som i dag er kulturkonsulent i Region Nordjylland.

John og Yoko havde midlertidigt taget ophold på præstegården, som blev drevet som filmskole af amerikaneren David Nilson.

- Han fortalte, at John og Yoko var taget af sted, men at de ville holde et pressemøde dagen efter - mandagen 5. januar kl. 10 formiddag, og da kunne han da ikke forestille sig, at vi ikke ville være velkomne.

Skolebladsreporterne fik fri

Nu var det om at handle hurtigt. Mandag var nemlig første dag efter vinterferien, så første opgave bestod i at overtale skoleinspektør Deleurant til at give de fire skoleelever fri. Drengene stod på skolen allerede 20 minutter i otte om morgenen, og den forberedte argumentation om, hvordan Lennon-besøget ville styrke drengenes evner udi både engelsk, orientering og samfundskundskab, blev til drengenes overraskelse mødt med et positivt ja.

- Så fik vi travlt med at låne kassettebåndoptager hos den lokale radioforhandler, og vognmand Gundersen, som også tog sig af skolekørsel, lovede at køre os til Kettrup for 70 kr.

Af sted gik det i kraftigt snefald med begyndende drivedannelse, mens vognmanden kæmpede for at holde forruden på det gamle folkevognsrugbrød snefri. Fremme ved præstegården blev rugbrødet og drengene mødt af en ganske bilfri gårdsplads. Og på den massive hoveddør til præsteboligen oplyste en lillebitte seddel, at pressemødet var flyttet 60 kilometer længere væk. Til Verdensuniversitet i Skyum Bjerge.

- Vognmand Gundersen var ikke såden én, vi normalt snakkede med. Rent politisk var han ikke specielt enig med Lennon og Ono og deres fredsbudskab, men han var vist også blevet lidt nysgerrig og interesseret. Så vi fortsatte.

Først over middag var drengene fremme, og da var det officielle pressemøde allerede overstået, og døren blev åbnet af Åge Rosendal, leder af Verdensuniversitetet. Men venlig som Rosendal var, ville han da godt lige spørge John og Yoko, om de ville tale med reporterholdet fra Skovsgård skoleblad.

"Radio Peace" på jazzguitar

- Og så kom vi indenfor og sad og interviewede Lennon og Yoko, der sad i sofaen med Yokos datter Kyoko, samt Onos tidligere mand og nye kæreste Melinda. Jeg interviewede med båndoptageren og fik det hele på bånd.

- Vi havde overhovedet ikke forberedt nogle spørgsmål og slet ikke om musik. Vi var mere til Stones end Beatles. Det var det holdningsmæssige og politiske - fredsbudskabet som interesserede os.

- Og de opfordrede os til at arbejde lokalt for freden. Lave plakater og happenings. Og jeg spurgte, om Lennon ikke ville overveje at indspille noget blues, hvorefter Lennon svarede, "at alt han lavede var blues."

Efter at interviewet var overstået, blev der danset om juletræet og sunget "Dejlig er den himmel blå", og selv om hverken Lennon eller Ono kendte salmen begyndte de at frasere over melodien og lægge andenstemmer på.

- Da vi var færdige, spurgte jeg Lennon, om han ikke ville spille for os. Der stod en gammel jazzguitar på gulvet, som han stemte, og så sang han først "Give Peace A Chance", og den lille Kyoko sang med, så du kunne høre, at den kendte hun rigtig godt.

- Dernæst spillede Lennon et andet nummer, "Radio Peace", som ingen havde hørt før, og som aldrig er blevet udgivet.

Umiddelbart efter interviewet udkom det spritduplikatortrykte skoleblad i januar med et stort interview med Lennon, og efterfølgende tjente Karsten og resten af gruppen penge ved at holde kombinerede foredrags- og discoaftener, hvor de fortalte om deres oplevelse.

- På den måde fik vi dækket vores udgifter til folkevognsrugbrød og film.

Båndet ligger i boksen

For nogle år siden vakte det vild opstandelse, da et par kassettebånd fra Lennon og Onos vinterophold i Thy blev sat til salg på auktion i London. På et af båndene kan du høre John lege med Onos datter Kyoko, og båndene blev faktisk solgt for 1,4 mio. kr. Pr. bånd vel at mærke.

- Kassettebåndet med det timelange interview og de to numre ligger i dag i en bankboks, men da jeg hørte om auktionen, rodede jeg en masse kasser igennem, inden jeg fandt det mellem noget andet ragelse. Det er jo vores fælles bånd, og hvis vi skulle sælge det ... tja, så skulle vi dele, eller pengene kunne måske indgå i en fredsfond.

Højen og co. har aldrig overvejet at udgive det ukendte nummer "Radio Peace" og heller aldrig rettet henvendelse til Lennons enke, Yoko Ono, for at få afklaret ophavsretsspørgsmålet. Indtil videre ligger kassetten i bankboksen som et dyrebart minde.

- Det var en stor oplevelse at tale med Lennon. Det var med til at præge mig. De var jo en slags lidelsesfæller, som vi så op til på grund af deres politiske holdninger og fredsbudskabet.

Søndag 25. januar 1970 fløj Lennon og Ono til London, hvor Lennon to dage senere indspillede singlen "Instant Karma" med George Harrison, Billy Preston og Klaus Voormann.

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

en side fra scrapbogen med John og Yoko, og i nederste hjørne Lennon i færd med at stemme jazzguitaren, inden han blandt andet sang det ukendte nummer "Radio Peace".