Teater

Da Jeppe på bjerget blev bjærget

FREDERIKSHAVN:I den kommende uge sættes der fokus på misbrugsproblemer. Det er Sundhedsstyrelsen , der forsøger at gøre problemerne synlige - først og fremmest de store alkoholproblemer, der gør, at fem procent af alle dødsfald kan føres direkte tilbage til en alkoholrelateret diagnose. De seneste år har temaet omkring uge 40 været centreret om en tidlig forebyggelsesindsats overfor de unge. Det betyder dog ikke, at vi kan så kan lægge problemet med den høje dødsrate og de mange, der i dag lider under alkoholens skadelige virkninger til side, fastslår Britta Olsson, Fra Sund By-butikken i Frederikshavn. - Og lige præcis den konstatering er baggrunden for, at vi på tirsdag 4. oktober kan møde "Det Damgaardske Teaterselskab" i Det Musiske Hus i Frederikshavn. "Det Damgaardske Teaterselskab", er en gruppe ædru alkoholikere, der ønsker at give deres erfaringer fra et tidligere alkoholmisbrug - og specielt erfaringerne med at komme ud af misbruget - videre til dem, der kan drage nytte af disse erfaringer. Gruppen har de sidste tre år arbejdet på en musicallignende forestilling under titlen: "…Da Jeppe blev bjerget". - Vi ved udmærket godt, at det kan lyde utrolig kedeligt i en kultur, hvor alkohol er en uundværlig del af næsten enhver hyggelig eller festlig lejlighed, siger terapeut Ole Eriksen, der er en af initiativtagerne til gruppen og selv ædru alkoholiker. - Men sådan behøver det ikke at være. Det er det simple budskab i vores forestilling, hvor vi først og fremmest gør grin med os selv og de undskyldninger, der i årevis holdt os fast i et misbrug, der ikke bare gik ud over os selv, men også familie, venner, arbejdskolleger osv.. Erkendelse er en god ting - også i forhold til kuntsnerisk formåen. Men det er i høj grad en indholdsmusicalk, der bydes på. - Man kan finde mange, der både er bedre til at synge og spille skuespil end netop os, siger Susanne Pedersen, der selv synger lystigt flere steder i forestillingen. - Men det er ikke det, der er pointen. Vi går ikke på scenen, fordi vi gerne vil være "stjerne for en aften", men for at fortælle andre, at man ikke behøver finde sig i, at det er alkoholen, der har kontrollen over ens liv. Der er både en vej ud af problemerne og jævnt og muntert virksomt liv bagefter, understreger Susanne Pedersen. Forestillingen finder sted i Det Musiske Hus i Frederikshavn på tirsdag kl. 19.30