Da knæet knækkede koden

En tur på langrend i norske Kongsberg kan ændre verden - måske

Sneen smelter på tungen. Den smager svalt og godt og så gør det ikke noget, at der også ligger sne under hagen på mig, at sneen omme i nakken allerede er ved at smelte, og at de lange uldne sokker ikke længere kan holde det våde ude. Solen er gået så meget ned, at den skinner mig i øjenhøjde. Lyset gør sneen på mine øjenvipper til små prismer, der når at give mig alle regnbuens farver, inden de drypper som tårer. Eller græder jeg? Jeg ved det ikke selv. Hunden er rendt i forvejen. Det plejer at gå pænt stærkt, når vi drager hjem fra fjeldet, så hun er langt fremme, men stopper op. Jeg aner ikke hvorfor. Manden er langt fremme, da hunden når op til mig. Vi sidder lidt og snakker, hunden og mig, og jeg får grinet lidt af mig selv. Sådan en gammel kone, der vælter på et par brædder. Typisk. Så klodset, jeg er. Det er sket før. Op igen. Flere gange fortæller jeg mig selv, hvad jeg skal gøre, men jeg kan ikke flytte benet, før jeg tager armene til hjælp. Hvilken sejr. Jeg står op. Hunden løber af sted ned til husbonden, der omsorgsfuldt råber, om jeg kan klare det? - Ja, svarer jeg. Det passer bare ikke. Hvorfor jeg lyver, ved jeg ikke. Jeg prøver at spænde skiene på, men det må se forrykt ud, for pludselig står manden der og overtager situationen, styringen, kontrollen, hele mit liv i det sekund. - Så er det godt, siger han. - Jeg kører ned og henter hjælp. - Det er da ikke så slemt, pipper jeg og kan selv høre, hvor idiotisk det lyder. Jeg har lært at stole ubetinget på ham, men ikke på mig selv, og nu forsøger jeg endnu en gang at cementere min mangel på selvværd. Han hopper ikke på martyriet. - Tag lige at tie stille, hvisler han og er af sted. Vi er overladt til os selv, hunden og jeg. Hun end ikke overvejer at løbe med ham, men cirkler rundt om mig. Hopper op og ned i sneen, over en meter ligger der, ind imellem dratter hun langt ned i et hul. Jeg bliver ved at kigge efter hende, mens jeg langsomt får fundet et godt greb om skiene, så jeg kan bruge dem som mere stabile krykker end stavene. Jeg tager et skridt, stadig med øjnene fæstnet på den glade hoppende hund. Afledningen gør godt. Det går godt. Jeg tager fire små skridt fremad. Føler mig euforisk. Løfter blikket væk fra hunden og over i solen, der var. Nu er der kun en stram gylden stribe tilbage og med den påmindelsen om, at vi er her, men ikke ret længe. Det er ikke en viden, der er ny for hverken mig eller nogen som helst andre, men nu rammer den mig, som jeg går her helt alene i skumringen på et fjeld, der er helt hvidt og frit og helt uden strammende rammer for hverken følelser eller filosofiske tanker, der derfor vælter ud som i et frit fald. Det gør mig ikke ligefrem mindre euforisk, at jeg nu både kan gå og tænke. Martyriet, tænker jeg, det må væk. Glæden, tænker jeg, må fylde mere. At eksistere skal have en værdi i sig selv, jeg skal ikke leve op til guidebøgernes resultatfokus, hvor jeg kan læse, at sådan får jeg et godt liv, bare gør det og det, så får du karriere, så bliver du lykkelig, dit barn klogt, din mand seksuelt tilfredsstillet. Hvis jeg i stedet lægger vægt på at eksistere, får de mig. Og det er vel det største, jeg kan give? For så er jeg der og kan se dem. Elske dem. Hunden hører ikke mine tanker, men holder sig nærmere mig, jo mørkere det bliver. Vi er kun os to heroppe. Er puttet ind i en verden. Jeg kan se genskinnet fra de orange lys ved skicenteret i dalen. Jeg er ikke bange, kan altid sætte mig på numsen og kure ned til civilisationen, om end det vil tage nogle timer, og temperaturen falder i takt med tiden. Angsten kan slet ikke få fat i sindet, for jeg tror ikke, jeg nogensinde har set noget så smukt som sne i skumringen. Da det knap ti minutter efter er bælgmørkt og stjerneklart, må jeg bøje mig. Det er smukkere. Knæet gør hverken mere eller mindre ondt. Kulden lægger sig dulmende om knogler og sener, kun huden mærker frosten. Står jeg stille, ryster jeg. Jeg går en halv times tid. Nu går hunden højst en halv meter fra mig. Det blæser op. Vanterne er våde helt igennem, men jeg finder ud af at bøje fingrene og skubbe vanten længere frem uden at miste grebet om skiene. Det kræver, at jeg står stille, så jeg lærer at gøre det hurtigt. Sneen drysser ned fra fyrretræerne, hvis grene hænger ud over løjpen. Jeg ødelægger det kørte spor til at skøjte i med mine tynde langrendsstøvler, men tør ikke gå helt ud i kanten, er bange for at falde. Føler mig skrøbelig. Er ikke angst, men har en fysisk mærkbar og usvigelig sikker viden om, at jeg ikke kan klare mig uden andre. Det har ikke noget med selvværd eller martyrium at gøre. Det er bare en konstatering. Jeg gider heller ikke leve uden andre. Nogle siger, at man i yderste instans og inderst inde er alene i livet. Måske er det eksistentielt sandt. Jeg tror det nu ikke. Jeg mener, vi er mennesker, ikke sole. Vi eksisterer kun i kraft af vores relationer til andre. Verden er ikke til for min skyld, men for at jeg kan være der for andre. Lige nu er jeg ganske vist ret alene, men jeg ved, manden, jeg er gift med, er på vej efter hjælp til mig, og to af mine tre sønner snowboarder på bakken for mine fødder, mens den sidste slider i skolen. Og så er der søskende, venner, forældre. Jeg er ikke noget uden dem. Det er egentlig rart at tænke på, så det bliver jeg ved med. Holder stædigt fast i tankerækken. Gennemgår hele min familie, alle vennerne, for jeg kan ikke gå længere, kan heller ikke stå stille, kan ikke komme ned at sidde og tør da slet ikke lægge mig ned og vil i øvrigt også nødig blive koldere, end jeg er. Jeg er lige ved at græde igen, det gør mere end ondt, men pludselig sætter hunden sig ned. Jeg er lige ved at gøre det samme, men før jeg fatter det, er snescooteren drønet forbi på løjpen. Jeg har stillet mig i læ op af en nedlagt lade, står i et sving, jeg ser hans baglygter, råber, hunden gør, men bliver hos mig. Lygterne bliver væk bag en lille bakke. Månen er også kommet frem nu. Sneen er næsten lavendelfarvet. Så forsvinder lyden helt. Jeg ved godt, stjerner ikke siger noget, men der er så mange af dem, at nogle af dem må have noget at sige. Jeg digter. De blinker. Det gør de altså. Måske er det kulden, jeg bliver svævende af. Det er godt, taget af stjerner kapsler mig inde. Så kommer lyden tilbage. - Er du der, spørger han, tager skiene fra mig, gør mig lykkelig, placerer mig bag sig, kører og stopper kort efter, så jeg kan trække hunden op på mit skød. Hun er tryg i mine arme, mosler hovedet på plads ved min skulder, så hun kan følge med i, hvad der foregår. Træerne hvirvler forbi, stjernerne står stille, sneen har alle toner af grå og lilla. Scooterens lys kaster trolddomsskygger, motoren buldrer aggressivt og sikkert. Vi møder drengene på slalombakken, kører uden om knolde og løbere badet i flomlyset, bremser helt nede i bunden og får mig bakset ind i sygestuen. Herfra går det til lekevakten og derpå sygehuset, som sender mig hjem med et forstrukket ledbånd. Mit martyrium lader jeg ligge på fjeldet, tror jeg, men hvorfor går der så fire måneder, før jeg stoler på mig selv og mine smerter? Måske glemte jeg at tage tilliden til mig selv med i stedet for? Syv måneder efter faldet bliver jeg opereret. En lille operation, et stykke menisk var knækket af, det kom ud, alt er vel. Nu må jeg stole på mig. Jeg har fattet det. Tak. Det har gjort ondt, og jeg får to små ar, men det gør ikke noget. Det var de bedste timer med ski nogensinde. Smukke, tænksomme, lærerige. Måske skulle jeg prøve igen?