Lokalpolitik

Da Krillerne kravlede ind i Myretuen

Børnehaven i Valsgaard har nu officielt taget sin fjerde stue i brug

VALSGAARD:Der var Kriblerne, der var Krablerne, der var Krublerne - og nu har man minsandten også fundet tueplads til Krillerne i Valsgaards - nej, kommunens - suverænt største børnehave. Forsynet med hver sin saks bidrog et par snese Myretuebørn til at klippe den røde snor på borgmester H. C. Maarups venlige kommando. - Selv venter jeg med at tage min saks til allersidste øjeblik. Ellers kan jeg nemlig sjældent dy mig for at klippe, erkendte den snoreklippevante borgmester, inden han tog fat på nedtællingen. I gårsdagens festlige anledning havde Maarup også medbragt en kommunal check "til køb af legetøj og lidt skæg". Men selv om kommunen dermed officielt åbnede for yderligere 240 kvadratmeter tumleplads i Myretuen, så var det nu ikke sådan at komme til at bevæge sig rundt. I et sandt ryk-ind af forældre, børn, søskende, ansatte, politikere, embedsmænd og andre besøgende levede stedet nemlig bogstaveligt op til sit navn. I morgen vender de p.t. 91 børn tilbage til deres fire (s)tuer, men til august forsvinder 27-28 over i skolen, hvorefter Myretuen forventes at passe godt og vel 70 børn. Normeringen er sat til 90 børn. Med personalet har man aftalt en fleksibel pulje, som hurtigt og smidigt regulerer personaletimer op eller eventuelt ned i takt med de indrskrevne børns antal. - Faktisk er institutionen fysisk bygget til at kunne rumme helt op til 106 børn - selvfølgelig med personaletimer afstemt derefter, betroede byrådsmedlem Niels Erik Poulsen (V), mens pølsehorn, pizzasnegle, øl og sodavand blev fortæret i det moderniserede køkken og fællesrum. Men så højt et børnetal taler man ikke ret gerne højt om på de kanter. Foreløbig har Myretuen med næsten 180 kvadratmeter alene på stuerne og i alt 650 kvadratmeter - inklusive nyt lederkontor, samtalerum, klækkeligt forbedret personalestue og ordentlig garderobeplads - masser af albuerum til børnene. Men skulle børnefamilierne boome ud over forventningerne ude i Skovbo Allé-udstykningerne, vil førnævnte Poulsen utvivlsomt være den første til at hæve pegefingeren fortrydeligt. - Selv havde jeg nemlig foreslået, at man undlod at udvide her og i stedet byggede en nyt kvartersbørnehave i udbyggerområdet. Men det ville byrådet ikke være til, og i god demokratisk ånd besluttede man i stedet at udvide her. Det skal nu nok gå, forventede Niels Erik Poulsen, der selv har fået sin fire børn passet i Myretuen. Samme fortrøstning nærer et par forældre, NORDJYSKE talte med. - Om Myretuen har tre eller fire stuer, tror jeg ikke gør nogen forskel. Jeg oplever altid, at her er stille og roligt, og det tror jeg skyldes et rigtig godt personale, mener Dinna Uhrenholt fra Valsgaard. - Hvor er det pragtfuldt at se lokalsamfundet vokse og udvikle sig på den her måde. At vi får flere børn i børnehaven bekymrer mig ikke det fjerneste. Det er jeg sikker på, både ledelse og pædagoger kan håndtere, vurderer Stig Jensen fra Valsgaard. Børne- og kulturudvalgsformand Paul Christian Arnbak (S) funderede lidt over begrebet "altid". - Intet varer jo evigt, og vi voksne husker jo, hvordan tingene har ændret sig her i Myretuen. Men når I børn vokser op, vil I huske det, som om Myretuen altid var stor. Ligesom mor jo altid var der, filosoferede udvalgsformanden på en formiddag, hvor regn og blæst en stund stillede sig truende an, indtil solen fortrængte de grå vejrtoner. Sådan må personale og børn også have følt i en byggefase, hvor kold vinterluft periodevis pev ind. - Personalet har virkelig rykket igennem uden at brokke sig en eneste gang. De har vist styrke og handlekraft - også når det var ret surt, roser børne- og kulturchef Torben Bugge.