Da luftrummet blev tomt og venner rykkede sammen

EMNER 11. september 2002 08:00

TORONTO: Aftenerne i september på terrassen i et villakvarter i udkanten af millionbyen Toronto i Canada var ekstremt varme. Der var på en gang en helt stille idyl og en konstant summen af lyde fra highway'en ikke langt derfra. De to veninder talte dansk. På aftenhimlen over Toronto blinkede lysene fra i hundrevis af fly på vej til eller fra den internationale lufthavn. Det var den 10. september 2001. Næste nat var himlen sort over Toronto. Luftrummet var tomt. Sammen med en ven var jeg på mit livs rejse. En rigtig egoistferie. For første gang i 23 år besøgte jeg min danske veninde Karina og hendes mand Rick i Canada. Min datter var hjemme hos sin far. - De bomber New York. Det ene tårn er styrtet sammen. Rick kaldte på os. Som sædvanligt så han morgen-tv inden han skulle på arbejde. Vi gik ned i TV stuen, og der sad vi i nogle timer. Vi ventede svar på vore spørgsmål: Hvor rammer de næste gang, hvorfor, hvem og hvad finder præsident Bush på? Ville hjem Jeg havde bare lyst til at komme hjem. At sidde i min egen sofa og kigge på mit eget TV, og holde om min datter. Når verden er så ond, ville jeg føle mig mere tryg hjemme. Egentlig ganske ulogisk. Karina tænkte på sin familie og venner i Danmark: Hvis angrebet på WTC var begyndelsen til en altafgørende konflikt mellem jøder og palæstinensere, ville hele verden blive berørt, men mange krigshandlinger ville ske i Mellemøsten, meget tæt på Danmark, i hvert fald set fra Canada. Frygten Alle i Toronto, der ligger en times flyrejse fra New York, havde forladt deres arbejdsplads før tid. Alle ville ud af byen. Også Karina, der arbejder på universitetet. Hun havde siddet i et møde, og havde intet hørt om katastrofen, da en medarbejder dristede sig til at stikke hovedet indenfor og fortælle, hvad der var sket. Hans slutbemærkning var: De har startet 3. verdenskrig. Fra sit kontor kunne Karina se mange af Torontos skyskrabere. Hun frygtede, at en af dem ville blive ramt. Alle i Toronto gisnede om angreb på CN-tower, verdens største fritstående tårn, som ville være et oplagt mål. I toppen findes masser af kommunikationsudstyr. I love NY En uge senere besøgte vi Niagara Falls, der ligger på grænsen til USA. Normalt kan man besøge USA på en udflugt, som når vi herhjemme kører en tur til Tyskland. De dage var der kilometerlange køer over broen til USA. Alle biler og passagerer blev undersøgt. Vi nøjedes med at kigge over på den amerikanske del af vandfaldet. En ballon hang over land: I love NY. Overalt blev der flaget på halv stang med både canadiske og amerikanske flag - også da vi 14 dage efter angrebet forlod Canada. Da glædede vi os virkelig til at komme hjem. "Copenhagen cancelled" (aflyst) så vi straks på et skilt. Rædselen og usikkerheden greb os. Hvad nu og hvornår kommer vi så hjem? Vi måtte en omvej hjem, med tre timers forsinkelse, så det var til at leve med. Ved ankomsten til Toronto måtte vi skrive under på, at vi ikke havde fødevarer med ind i landet. Jeg løj. Jeg havde både flødeboller og kransekage til min veninde i håndbagagen. Ved afrejsen frygtede vi det værste og lod for eksempel negleklipperen ligge på toiletbordet i Toronto. Men hverken vi eller vores bagage blev undersøgt. Da flyet slog landingshjulene ud og ramte jorden i Aalborg Lufthavn, knipsede jeg det sidste billede til feriealbummet. Frygt og nærvær Om aftenen den 11. september besøgte vi Karinas søster Stella og hendes mand og tre voksne børn. Vi havde brug for at være sammen og snakke om dagens begivenheder. Ingen forstod rigtig hvad der var sket. Vi rykkede sammen foran TV'et. 23-årige Brendan var en af dem. I dag siger han: - Vi er ikke forskrækkede og forvirrede mere. Vi ved, at verden dramatisk blev ændret i løbet af det døgn. Vi føler stadig ikke, at vi har fået svar på hvem og hvorfor, men kærligheden fra familie og venner er tidløs, og den kan vi altid komme tilbage til. Peter O'Brien er født i New York, men bor i Canada. Han udtrykker sine følelser således: - Verden blev farlig og mere vred den dag. Selvfølgelig var jeg vred på terroristerne, men jeg var mere oprørt over den måde, hvorpå verden klarer de problemer, som vi selv har skabt. Selv tænker jeg: Hvordan kan mennesker være så onde? Jeg føler mig magtesløs og ked af det. Hver dag tænder jeg et lille fyrfadslys, enten på mit kontor eller i mit køkken: Jeg tænder et lys for verdensfreden og for min familie og mine kære. Jeg prøver at være et ordentlig menneske. Det er alt, hvad jeg kan gøre.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...