Da lynet slog ned

Per Boisen: Jeg er en meget taknemmelig mand. Jeg har fået min fødselsdag nummer to..

Per Boisen: Jeg er en meget taknemmelig mand. Jeg har fået min fødselsdag nummer to..

FREDERIKSHAVN:Per Boisen glemmer aldrig den fredag, hvor han var tæt på at dø i en kontorbygning i Hadsund. Om morgenen havde han sagt farvel til sin kone i Frederikshavn og kørt til Hadsund. Foran ventede endnu en dag med samtaler med ledige, for Per Boisen arbejder som jobkonsulent, og her har lange køreture i lang tid været en del af jobbet. Arbejdsdagen kunne lige så godt tilbringes i Herning som i Hjørring. - Jeg havde netop taget mine papirer frem og var i færd med at forberede mig til dagens første samtale, da jeg pludselig kunne mærke, at mit venstre ben begyndte at sove, fortæller Per Boisen. Til at starte med, var han ikke bange, for Per Boisen havde før døjet med ben, der prikkede og begyndte at sove. Men denne gang var det anderledes. - Det blev hurtigt værre, og jeg fornemmede, at det her var unaturligt, så jeg gik ud af kontoret og ud af bygningen, så jeg kunne trække lidt frisk luft og få en smøg. Men nu blev det helt tosset med mit venstre ben. Jeg faldt om på fortovet, og kravlede ind i kontorbygningen og videre ind på gangen. Jeg kunne slet ikke bevæge hele min venstre side og fik også besvær med at tale, fortsætter den 49-årige frederikshavner. Nu var han angst. Han var overbevist om, at han fået en blodprop i benet, Heldigvis fik han øje på to pænt klædte kvinder, der kom gående imod ham på gangen, mens han kæmpede for sit liv. - Selv om jeg næsten ikke kunne tale, fik jeg sagt ”hjælp mig” højt og tydeligt. Men de svarede bare med et ”senere” og forsvandt uden at røre en finger eller se sig tilbage, fortæller Per Boisen. At ligge fortvivlet med en blodprop på gangen i en kontorbygning og håbe, at redningen er nær, hvorefter de to kvinder ligegyldigt går deres vej, er det, som Per Boisen med en nordjysk underdrivelse beskriver som meget træls. Eller for at sige det ligeud - chokerende. Hurtig hjælp Men skæbnen i form af mennesker med hjertet på rette sted holdt hånden over Per Boisen. I den samme kontorbygning har en læge sin praksis, og få minutter efter at de to kvinder forsvandt, ankom en taxachauffør med en patient, der skulle til læge. - De ilede begge til hjælp, og skyndte sig at få fat på lægen, der sad inde på sit kontor. Lægen kunne straks se, at jeg havde fået en blodprop, men ikke i benet, som jeg troede, men derimod i hjernen. Han ringede omgående efter en ambulance, og da ambulancen kom, kendte Falck-redderne allerede min diagnose og stod klar med ilt og førstehjælp. Redderne sagde med det samme, at de ville køre mig til Aalborg Sygehus, hvor man havde en helt ny behandling overfor blodprop i hjernen. - Da ambulancen ankom til sygehuset, stod et helt hold af læger og sygeplejersker klar til at tage imod mig. Jeg var nu helt lammet i venstre side, og jeg havde svært ved at tale, men jeg var fuldstændig ved bevidsthed og kunne høre, at lægerne talte om, at alt tydede på en blodprop i hjernen, men at jeg skulle undersøges i en scanner for at udelukke en hjerneblødning, beretter Per Boisen. Den nye behandling, som Per Boisen som den første nordjyde nu skulle have på Aalborg Sygehus, foregår nemlig med en blodfortyndende medicin. Det indebærer en lille øget risiko for blødninger, og det kan jo forværre tilstanden, hvis patienten har en hjerneblødning. Derfor skal patienten først undersøges i en scanner, så lægerne har 100 pct. sikkerhed for, at der ikke er tale om en hjerneblødning. Scanningen viste ingen tegn på hjerneblødning, og dermed var der grønt lys for at Per Boisen kunne få den nye behandling, der i fagsproget kaldes en trombolyse-behandling. - Jeg fik blodproppen i Hadsund kl. 8.05 og allerede kl. 10.20 lå jeg på Aalborg Sygehus, og fik den nye medicin gennem et drop i armen. Da de skruede op for hanen på medicinposen, og medicinen begyndte at strømme ind i min krop, stimlede læger og sygeplejersker sammen omkring mig. Da det jo var den første behandling med den nye medicin, vidste hverken jeg eller de, hvad der helt præcis nu ville ske, fortæller Per Boisen. Miraklet skete Efter godt fem minutter skete miraklet. - Pludselig kunne jeg igen mærke mit venstre ben og min venstre hånd. Jeg lå lige i nogle sekunder og frydede mig over at kunne mærke livet vende tilbage, og så sagde jeg til sygeplejersken, at nu var min lammelse væk, og jeg kunne tale igen, husker Per Boisen. Det føltes som et sandt under, men glæden blev kort. Per Boisen fik to tilbagefald, hvor hans venstre side igen kortvarigt blev lammet. - Derpå sagde lægen, at min hjerne var blevet meget stresset af blodproppen, og jeg fik derfor ketogan, så hjernen kunne dysses ned. Jeg sov i et helt døgn, mens en sygeplejerske med jævne mellemrum vækkede mig for at undersøge min hjernefunktion, idet jeg blev spurgt om mit navn, personnummer og meget mere efter en fast indarbejde rutine, beretter Per Boisen. Blodproppen indtraf fredag 21. oktober. Om onsdagen blev han udskrevet, men selv om han takket være den nye behandling er sluppet nådigt gennem blodproppen, er han stadig mærket af det. - Jeg arbejder kun tre halve dage om ugen, og efter en halv arbejdsdag er jeg lige så træt som jeg førhen var efter en hel arbejdsuge. Jeg har også hukommelsesbesvær. men jeg kan mærke, at jeg stille og roligt får det bedre og bedre, og selv om jeg stadig ikke er helt rask, er jeg en dybt taknemmelig mand. Jeg har fået min fødselsdag nummer to, siger Per Boisen. Smøgerne droppet Han har ikke røget, siden han tændte sin cigaret udenfor kontorbygningen og faldt om. Og selv om han ind i mellem savner at sidde med en kop kaffe og en cigaret, er han sikker på, at cigaretten udenfor kontoret i Hadsund 21. oktober er den sidste i hans liv. - Hver gang jeg savner en cigaret, husker jeg tilbage på dengang jeg lå på gangen inde i kontorbygningen og ikke kunne bevæge mig. Jeg kan tydeligt huske, at jeg tænkte at det var en ussel måde at dø på med næsen i et gulvtæppe på en kontorgang i Hadsund. Mine kone og jeg taler tit om, at der er nogen, der har holdt hånden over mig og dermed over os begge, for det kunne nemt være gået helt galt, siger Per Boisen stille.