Aalborg

Da Mortens krop døde

Det var en helt almindelig undersøgelse. En af dem, man lige får ordnet, og så tager hjem fra bagefter. Morten Lyngberg nåede da også at arbejde om formiddagen, inden han tog til sygehuset i Aalborg for at få scannet hjernen. Årsagen til undersøgelsen var, at blodårerne i hjernen viste tendens til at vokse sammen. Var det rigtigt, ville han senere få større risiko for at få en hjerneblødning end de fleste andre mennesker. Kontrastvæsken blev som vanligt sprøjtet ind i lysken, men efterhånden som den bredte sig i kroppen, kom der en voldsom reaktion. Morten Lyngberg gik nærmest i koma. Men efter en måneds tid gik det så godt, at han kunne tale lidt og spise is. Alle troede, at nu var alt ved at blive godt igen. Men så en sen eftermiddag kastede Morten op. Svag som han var, kom mavens indhold bare ikke ud af munden, men gled tilbage, ned i lungerne. Hernede begyndte sondemaden at blokere for vejrtrækningen. Da det blev opdaget blev han kørt til akut behandling på intensivafdelingen. Men ingen kan i dag sige, hvor længe opkastet blokerede lungerne og dermed stoppede tilførslen af ilt til hjernen. - Jeg husker stadig, hvordan de kørte Morten afsted ned ad hospitalsgangen, mens han fægtede vildt med armene. Jeg tror, at han kom til at ligge for længe på intensivafdelingen, inden han blev behandlet, men det er ikke noget, jeg kan bevise, siger Jytte Lyngberg. Kun står det fast, at Morten Lyngberg fik den alvorlige hjerneskade, der foreløbig har gjort ham fuldstændig hjælpeløs i tre år. Aalborg Sygehus har erkendt, at der er sket fejl i behandlingen, men har ikke fundet anledning til at give ansvaret for det til enkeltpersoner. Familien blev derfor henvist til at søge om erstatning gennem det statslige Patientklagenævnet. Her har man i to omgange givet Morten Lyngberg en stor erstatning. Penge som Jytte Lyngberg som hans hustru og værge kan søge om bidrag fra - mod kvittering. Hvad enten der er tale om en flaske shampoo, en julegave til sønnen Mathias eller en ny form for genoptræning - for eksempel i udlandet. @$: