Da Pinocchio dansede

Gejst, mod og manglende elegance kom frem, da den moderne dans kom til Hjørring Seminarium

Dans 10. februar 2005 05:00

HJØRRING: Bum-bum-bum-bum. Bassen pumper ud i hallen i Hjørring Seminarium. Ude på linoleumsgulvet hopper omkring 50 unge mennesker rundt. Lettere tøvende, lidt ude af takt og med stive lemmer. Imellem dem springer en ung mand elegant. Han hedder Jason Nelson og er en af Danmarks bedste moderne dansere. Grunden til, han hopper rundt blandt de knapt så elegante, er, at han vil udbrede den moderne dans. Cha-cha-cha Den pulsende rytme sætter Jason i gang med gazelle-lignende spring. Resten følger mere stivbenede efter. Tankerne ledes lidt over på Pinocchio. - Cha-cha-cha, lyder det fra ham, mens han peger på den ene side. Så fortsætter han med den anden side: - Cha-cha-cha. På sidelinjen står Inge Reenberg. Hun er leder af Hjørring Teater og har været en af de kræfter, som har fået workshoppen op og stå. For Jason Nelson skal sammen med ni andre dansere fra Nyt Dansk Danseteater optræde på Hjørring Teater om aftenen i forestillingen "Blow Up". En fryd at se på Men inden vil Inge Reenberg dog godt, at de unge har prøvet dansen, så de kan nyde stykket. Og selvom hun måske har set bedre dansere i sit liv, kan hun godt lide, at de unge tør danse moderne - De er modige. Jeg er imponeret over, at de kaster sig ud i det og udstiller sig selv, lyder det fra hende. En af dem, som har udstillet sig selv, er Michael Aaen. Han er 2. års studerende og nybegynder i moderne dans. Alligevel har han nydt undervisningen. - Det gør en glad. Det er dejligt at se læreren elske det. Det gør meget, lyder det fra ham. Ved siden af supplerer Inge Reenberg: - Ja, for han er en fryd at se på. Michael Aaen ved dog ikke helt, om han kan være enig. - Det vil jeg overlade til damerne at bedømme. Elsker at være her Ude på gulvet er de unge ved at lære en kombination. De går et par trin til den ene side, men da der skal sparkes ud i luften, lyder der klager. Smidigheden er måske ikke de unges stærke side. Et øjeblik efter stopper musikken. Bassen dør ud og 45 minutters undervisning i moderne dans er ovre. Forpustet fortæller Jason Nelson, hvordan det er at komme til Hjørring i sådan en workshop: - Jeg elsker at være her. Alle er vildt engageret og glade. Derfor får man energien tilbage, slutter den moderne danser.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...