Da publikum mistede troen

Musik 6. august 2010 18:47

Det britiske house- og tranceprojekt Faithless, som for 10-15 år siden lavede en håndfuld af genrens mest genkendelige passager, skulle natten til fredag forvandle bøgeskovens amfi til en kæmpe natklub med himmelhøjt til loftet. Det skete også, men kun ganske momentvis. Hovedingrediensen i det house og trance, som Sister Bliss leverede fra sit keyboard, blev i liveudgaven fusioneret med reel stadionrock, hvor to guitarer og balstyrisk betjente trommesæt hjalp computermusikken det sidste stykke ud over scenekanten. Og det klædte den efterhånden udtrådte trance at blive aflastet for nogle af dens mest klichéfyldte effekter, for i stedet at blive erstattet af levende tamburiner og bækkener, og når de enkelte numre kulminerede med stigende lyd- og rytmeintensitet, så bidrog instrumenteringen med en ekstra saftig lyddimension. Det skete bare for sjældent. Generelt havde de svært ved at fastholde momentum, når dansen begyndte at gå, og det er egentlig skidt præsteret, når man i 15 år som orkester har haft netop dén mission.. Koncertens opbygning var egentlig en prøvelse for det feststemte publikums tålmodighed. Uinteressante gæstevokalister og musikalske svinkeærinder til fremmede stilarter som reggae og punkrock, virkede mere prætentiøst end imponerende og som ligegyldig genreturisme, der blot stod i vejen for festens forløsning. Den begyndte først efter 40 minutter, da gennembrudshittet "Insomnia" blev afleveret, og armene på pladsen blev for alvor skudt i vejret, da frontfigur Maxi Jazz krøb ud af sin skal, smed sin stilfulde habitjakke og trampede manisk på stedet til sin, ja, ikke særligt interessante rap, eller hvad man skal kalde hans vokalpræstation. Med hans foruroligende stirreblik, er den småfilosofiske frontfigur i gruppens udgivelser kendt for at messe dovent over basfulde lydbunde. Det indadvendte signaturudtryk havde han dog svært ved at oversætte til et s1ceneegnet udtryk, og han virkede i dyb tvivl om, med hvilket temperament, han skulle formidlede de klassiske linjer "This is my church, this is where I heal my hurts" fra nummeret "God is DJ". Da ønskede man næsten, at nogen fra oven skred ind og frelste nattefesten.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...