Da sambaen kom til Stenhøj...

Den 30-årige sosu-elev Dulce Santos inviterede fredag beboerne på plejehjemmet i Vesløs med "hjem til Brasilien".

VESLØS:Der var grønne duge på bordene, der var pyntet med brasilianske flag. Og også vinduerne var pyntet med det karakteristiske grønne flag med den store gule rombe i midten, der rummer en blå cirkel med hvide stjerner. Stedet var ældrecentret Stenhøj i Vesløs, og anledningen var, at den 30-årige sosu-elev Dulce Santos havde sat sig for at tage beboerne og personalet med sig "hjem til Brasilien". - Idéen opstod, da vi snakkede om en forårsfest for beboere og personalet. Da jeg nævnte en brasiliansk aften som en idé, var alle med det samme med på den, fortæller Dulce Santos, der kom til Danmark for godt to år siden. Så dagen igennem lød der brasiliansk musik fra højttalerne i fællesstuen, ligesom Dulce Santos også havde sørget for, at beboerne fik en dokumentarfilm at se om sin hjemstavn. - Beboerne var faktisk så vilde med idéen, at forventningens glæde havde strakt sig gennem hele ugen, fortæller Solveig Bak fra Stenhøj. Aftenens højdepunkt var middagen, Feijoada, der er Brasiliens nationalret. Det er en gryderet med sorte bønner og en del røget kød. Dertil serverede Dulce Santos en række brasiliansk tilbehør, bl.a. ris, vinagrete farfoa og appelsin. Og selvfølgelig var der plads til en aperitif. Den stod på Brasiliens nationaldrik, Caipirinha, der er en blanding af brasiliansk rom, lime, rørsukker og knust is. Så var bunden lagt. Dulce Santos kom til Danmark som aupair. Hun kendte det dansk-brasilianske ægtepar André og Dorthe Serles fra sit arbejde på et kulturcenter i sin hjemby i det nordlige Brasilien. Og forandring fryder, som bekendt. - Jeg drog til Danmark for at passe Dorthes datter. Da kontrakten udløb, skulle jeg tilbage til Brasilien. Men da havde jeg fundet en kæreste, der insisterede på, at jeg skulle blive her, smiler Dulce Santos, der er uddannet socialrådgiver. I dag er hun gift med kæresten, der er tysker, og som underviser i dansk på en sprogskole i Farsø... Parret bor i Vust.

Forsiden