Da skoledrengen mødte Lennon

SKOVSGÅRD:49-årige Karsten Højen har for nylig fået en tur i tidsmaskinen - tilbage til den januardag i 1970, hvor han og tre andre skoledrenge fra Skovsgård fik et solointerview med Beatlen John Lennon og dennes kone Yoko Ono. Anledningen til genoplevelsen var, at et par gamle amatørbåndoptagelser med de to kontroversielle berømtheder blev udbudt til salg på auktion i London for en mindstepris af 800.000 kroner stykket. Da kom Karsten Højen pludselig i tanker om, at han jo også havde et bånd med dem liggende, fra dengang Lennon og Ono var i Han Herred og Thy og skabte stort postyr blandt alle medier. Parret blev nærmest belejret af journalister og andre nysgerrige. Dengang var Karsten Højen en langhåret knægt, som spillede i et ungdomsband Underground Blues Station, og blandt deres store forbilleder var The Beatles. - Vi læste i Fjerritslev Avis lige efter nytår, at John og Yoko var kommet til egnen, til filmskolen i Kettrup gamle præstegård, fortæller Karsten Højen. - Hos Radio Børge lånte vi en transportabel spolebåndoptager og kørte hen for at lave et interview til skolebladet. Men vi kom ikke ind. David Nelson, som arbejdede der, fortalte, at der ville blive pressemøde mandagen efter, og vi fik lov af skoleinspektør Deleuran til at køre derop. Vognmand Frits Gundersen kørte de fire knægte - de andre var Jesper Jungersen, Herluf Jacobsen og nu afdøde Kim Jensen - til Kettrup igen. Her meddelte en seddel på døren, at pressemødet var flyttet til New Experimental College i Skyum. Gundersen kørte videre til Thy, men på grund af sne og tåge tog turen lang tid, og pressemødet var forbi, da de nåede frem. Også andre pressefolk var kommet for sent, men alle blev inviteret ind i huset, hvor det berømte par sad i sofaen sammen med Yoko Onos tidligere mand, Anthony Cox, og deres fælles lille datter Kyoko. Karsten startede båndoptageren og optog alt. Gå i gang - Der var en hektisk stemning, journalisterne var pågående, og jeg blev blandt andet slået over hånden af en af dem. John og Yoko så, at vi var anderledes, og at vi måske ville stille nogle andre spørgsmål. På båndet spørger Karsten blandt andet John Lennon om dennes fredsfilosofi, og Lennon opfordrer Karsten til at gå i gang med freden lokalt i sin egen skole og lave plakater om emnet. Karsten spørger, om det mon hjælper, og både Lennon og Ono udbryder hjerteligt: - Ja, selvfølgelig. Helt sikkert. Man må begynde, der hvor man befinder sig! Bagefter danser englændere, amerikanere og danskere i fællesskab om juletræet og synger Dejlig er den himmel blå. Lennon og Ono kendte ikke sangen, men efter første vers kan man på båndet høre dem begynde at frasere og lægge andenstemme på. Herefter spørger Karsten, om John Lennon vil synge og spille for dem, og han synger Give Peace a Chance og den aldrig udgivne Radio Peace. Pludselig er man sat de godt 30 år tilbage i tiden, og den uformelle snak på båndet giver virkelig et sus, og en fornemmelse af at være i stue med berømthederne. Skal ikke sælges Den sjældne optagelse, der til daglig ligger i bankboks, kan helt sikkert indbringe en pæn sum penge, men Karsten Højen er ikke interesseret i at sælge. - I princippet er vi jo fire, der ejer båndet i fællesskab. Min holdning er, at hvis det skulle sælges, skulle pengene gå til en freds- og kulturfond. Jeg har et minde om en oplevelse i min ungdom, som har betydet meget for mig. Det kan ikke gøres op i penge. På spørgsmålet, hvordan det føltes at snakke med sådan en berømthed, svarer Karsten Højen, at det nok ville føles anderledes i dag. Dengang havde unge ikke den samme betagethed af stjernerne, som man ser i dag. - Det var mere en slags skæbnefællesskab. Vi havde jo samme holdning til musikken, og var ideologisk på linie. Vi så op til John og Yoko på grund af deres politiske holdning. De var politiske profeter og prægede os, og de var med til at præge hippiebevægelsen. Dengang havde musikere en bestemt holdning. Det var uhørt, at musikere kunne være højreorienterede.