Da Syrien fik den kolde skulder

FAKTA

Udenrigspolitik 16. november 2011 05:00

Den Arabiske Ligas beslutning om Syrien: Ligaen suspenderer Syrien som medlem, indtil landets præsident, Bashar al-Assad, går med til et arabisk forslag til en fredsløsning. Suspenderingen træder i kraft 16. november, og den indebærer blandt andet, at Syrien udelukkes fra alle møder i organisationen. De arabiske lande truer også med at indføre økonomiske sanktioner mod Syrien, og de overvejer at hjemkalde deres ambassadører. Den Arabiske Liga kræver, at det syriske regime øjeblikkeligt stopper hærens drab på civile. Samtidig har organisationen inviteret oppositionen i Syrien til forhandlinger om de fælles visioner for en overgangsperiode. EU's sanktioner mod Syrien: EU har vedtaget syv runder sanktioner mod Syrien. Sanktionerne omfatter 74 repræsentanter for det syriske regime, heriblandt præsident Bashar al-Assad og hans bror Maher. Med de nye sanktioner er der føjet yderligere 18 navne til listen, som også har fået deres værdier indefrosset og nægtes indrejse til EU. Sanktionerne omfatter desuden en våbenembargo, forbud mod import af syrisk råolie og forbud mod nye investeringer i den syriske olieindustri. Som noget nyt kan Syrien heller ikke længere låne penge fra Den Europæiske Investeringsbank. USA's sanktioner mod Syrien: De amerikanske myndigheder har udvidet handelsrestriktionerne mod Syrien, som har eksisteret siden 2004. Sanktionerne er desuden rettet mod præsident Assad og hans vicepræsident, premierminister, indenrigsminister, forsvarsminister og lederne for Syriens militære og civile efterretning. USA har indefrosset alle syriske værdier, og amerikanske borgere må ikke investere i Syrien eller sælge ydelser til landet. Sanktionerne omfatter også et importforbud mod syrisk olie. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...