Dådyrlaug kommer forsigtigt fra start

Ingen har meldt sig som frivillige til at samle underskrifter for en frivillig fredning af dådyr hos lodsejere i tre af fire valgte områder i Himmerland

Ole Jensen
Dyrlæge Klavs Rønn i Volsted er også mangeårig ivrig jæger. Arkivfoto: Matthew Burnett
1. oktober 2018 10:17 - Opdateret 1. oktober 2018 11:07

REBILD: I øjeblikket er dyrlæge Klavs Rønn fra Skovdalens Hesteklinik i Volsted og tre frivillige hjælpere i gang med at kontakte alle lodsejere i et område nord for Lindenborg Å og op til Gunderupvej- Rævedalsvej- Dallvej til Møllehallen.

Det sker som repræsentanter for Midthimmerlands Dådyrlauget, som Klavs Rønn tog initiativ til ved et velbesøgt orienteringsmøde i Volsted Forsamlingshus tilbage i april for alle lodsejere og jagtinteresserede i et stort område nord for Rold Skov, syd for Aalborg og mellem E45 og Hadsund Landevej.

Formålet var et ønske om at få en fast bestand af dåvildt i området gennem en flerårig frivillig særfredning suppleret med udsætning af drægtigt dåvildt.

Mangel på frivillige et problem

I forlængelse af orienteringsmødet kunne interesserede melde som sig frivillige til at kontakte lodsejerne her sidst på året for at høre, om de med deres underskrift ville være med til en frivillig særfredning.

- Desværre er der kun tre hjælpere, der nu har meldt til kontakten til lodsejerne i delområde 3 nord for Lindenborg Å, mens der ingen er i de tre andre opdelte områder. Det betyder at dådyrlauget i første omgang starter op i delområde 3, hvor vi allerede er i fuld gang med at kontakte nogle af de omkring 200 berørte lodsejere for at høre, om de vil vil være med til en fem-årig fredning af dådyrbestanden på deres jord, forklarer Klavs Rønn og tilføjer:

- Så må vi se, om der på et senere tidspunkt melder sig andre frivillige i de tre andre delområder, så fredningen kan komme til at gælde hele Midthimmerland.

Krav om 90 procent tilslutning

For at fredningen af dåvildtet over en fem-årig periode kan blive en realitet, skal 90 procent af lodsejerne med deres underskrifter være med i projektet.

- Oprindeligt var planen 70 procent, men hidtidige erfaringer fra Sydvesthimmerlands Dådyrlaug viser dog, at vi skal have mindst 90 procent af lodsejerne med på særfredningen for at den vil kunne gennemføres og bliver en succes, bemærker Klavs Rønn og tilføjer:

- Med en blå og rød farve på kortmateriel vil vi løbende være ajour med, hvor mange af lodsejerne der enten er med i særfredningen eller ej. Efter planen holder vi i gruppen af frivillige et midtvejsmøde 22. oktober for at se på status.

Ved kontakten til de mange lodsejere vil disse også blive spurgt, om de er interesseret i at yde et økonomisk bidrag til indkøb og udsætning af drægtigt dåvildt på fire allerede valgte steder i område 3 næste forår.

- Planen er at vi i april vil udsætte 20-30 stykker drægtigt dåvildt, der koster mellem 1500 og 2000 kroner stykket hos dåvildtfarme. Erfaringer viser nemlig, at når de udsættes på dette tidspunkt tæt på når de føder deres kalve, så bliver de i området fremover, oplyser Kalvs Rønn.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...