Tandpleje

Dårlig ånde

?En familie i Aalborg har en fem måneder gammel terrierhvalp, som hele familien synes er den bedste lille hund, man kan tænke sig. MEN i den sidste uges tid har den lugtet så forfærdeligt fra munden, at den næsten ikke er til at være sammen med, og det virker ind i mellem som om det gør ondt, når den skal tygge lidt større tørfoderkugler. Hvad kan det skyldes? Den kan vel ikke allerede have tandstensproblemer? Det havde familiens gamle hund nemlig. !Nej, i den alder kan den ikke have tandstensproblemer, men den er nok i gang med at skifte mælketænder, som hunde gør i den alder. Disse tænder er ret store, og da mælketandens rod bliver opløst, når den nye tand vokser frem, kan det give betændelse i tandkødet og lugt herfra. Problemet er med andre ord til at se en ende på, og jeg vil tro, at jeres lille hund om 14 dage igen har frisk ånde. Men tjek alligevel tandkødet, for nogle gange kan der opstå tandbylder, og så skal der behandles med antibiotika. Tjek også at mælkehjørnetænderne tabes, når de blivende vokser frem. De blivende hjørnetænder i overkæben kommer frem foran mælketænderne, og i underkæben kommer de frem på indersiden af mælketænderne. At det gør ondt, når der skal tygges foderkugler kan afhjælpes ved at skifte til et foder, hvor "tørfoder-kuglerne" er afpasset jeres hunds størrelse, så den får nemmere ved at tygge. KP