Jernbaner

Dårlig drille-joke

Jeg ved godt, at det er december, og at der er noget, der hedder drillenisser. Men den nye nærbane er bare en rigtig dårlig drille-joke. Det er sikkert fint med en nærbane, men ikke, at alle de busser, jeg kører med, bliver nedlagt eller kun kører én gang i timen. Jeg kører fra Aalborg til Støvring hver dag, hvor jeg møder til tiden og passer mit arbejde. Det bliver da godt nok svært for mig i fremtiden. Jeg plejer at tage 60E, men efter 14.12. kan jeg møde på mit arbejde 10 minutter for sent hver dag eller 50 minutter før. Jeg er meget glad for mit arbejde, men så meget fritid vil jeg ikke bruge. Hvis jeg skal tage nærbanen, skal jeg cykle til Skalborg, tage nærbanen og gå til mit arbejde, som er i den anden ende af Støvring. Det vil tage mig halvanden til to timer hver vej. Det kan jeg så lægge til min 37 timers arbejdsuge. Hvorfor kan vi ikke beholde 60E som den kører nu? Jeg er rasende over, at bus 53 bliver nedlagt, 104 ikke kører fra Aalborg mere, og at 60E kun kører én gang i timen. Der må da være rigtigt mange mennesker, der bliver berørt af, at busserne bliver nedlagt, eller at der er en forringelse af køreplanen. Jeg vil ikke støtte nærbane mere end jeg har gjort over skatten, så jeg må finde en anden måde at komme til Støvring på, men det bliver ikke med nærbanen. Lene Toft Skipper Skelagervej 163 1.mf., Aalborg