Virksomhedsøkonomi

- Dårlig moral af helsecenter

Kaster et dårligt lys på foreningslivet

Henrik Carlsen - Sagen tegner et skidt billede af foreningslivet.Arkivfoto

Henrik Carlsen - Sagen tegner et skidt billede af foreningslivet.Arkivfoto

- Det er dårlig moral at gå konkurs og starte forfra få dage senere. Man efterlader mange kreditorer i sit kølvand. Sådan siger Henrik Carlsen, der er formand for Frederikshavn Ungdoms Fællesråd (FUF), om lukningen og genåbningen tre dage senere af Frederikshavn Helsecenter. Som omtalt i avisen i går er centret på Hjørringvej gået konkurs tidligere på ugen, men allerede i går, torsdag, var det stiftende generalforsamling for et nyt helsecenter, der tænkes åbnet i Arena Nord. Personkredsen bag de to centre er den samme. Problematisk - Foreningslivet får kommunal støtte, og med den støtte følger visse moralske forpligtelser, synes jeg. Det tegner et skidt billede af kommunens foreningsliv, at Frederikshavn Helsecenter går konkurs og genåbner som forening tre dage senere, siger Henrik Carlsen. Han betegner det i øvrigt som problematisk, at et "semi-professionelt" helsecenter, der gerne vil tjene penge, er omfattet af de samme støtteregler som rene amatørforeninger. Bestyrelsen for Frederikshavn Helsecenter har forsøgt at få overført den kommunale støtte fra det nu lukkede center til det nye, der altså blev stiftet på generalforsamlingen i aftes. Det ønske har folkeoplysningsudvalget sagt nej til. Den nye forening skal igennem den almindelige godkendelsesprocedure.