Dårlig oplevelse i Tivoli

København 1. februar 2005 05:00

FORLYSTELSE - I NORDJYSKE 31 januar henviser direktør Franck Bo Lind til bl.a. et for dårligt kundegrundlag for jul i Tivoli. Hvor ynkeligt at høre om alle de dårlige begrundelser (hvis en karrusel kan køre i København kan den vel også køre i Aalborg) - men ligeså ynkeligt ser Tivoli i Aalborg også ud efter min opfattelse. Vores sidste tur i Tivoli i Aalborg, var til trods for en smuk sensommersøndag i 2003 en meget trist oplevelse. Det så miserabelt ud. Restaurant Påfuglen, som engang var et dejligt sted, var forfaldent. Der var faktisk ingen mennesker, vi følte os som "Palle alene i verden", så mht. kundegrundlag for jul i Tivoli, kan det dårligt blive mindre end om sommeren. Direktør Franck Bo Lind henviser også til, at Pariserhjulet i Aalborg's midtby lukkede kl. 19.00 - det er forståeligt på dette sted - men det er jo også det tidspunkt Tivoli i Aalborg normalt lukker, endda i sommertiden, her er ikke som i København åbent til kl. 23.00 eller senere. I Nordjyske 29.01.05 omtaler Keld A. Christensen deres juleture til København, ligeså rejser vi også hvert år enten til København/Tivoli, Gøteborg/Liseberg eller Hamburg/Dom i november/december. Det er ikke gynger og karruseller, det drejer sig om, det er selve stemningen. Forslagene fra Keld A. Christensen og Arne Schade om benyttelse af Eternitgrunden til noget kreativt, lyder rigtig godt. Giv Aalborg et kreativt og smukt åndehul. Et sted med "Noget for alle", f.eks.: En del af Den Gamle By i Århus (med salg fra arbejdende håndværkere) En del kunstnermiljø (med slag fra arbejdende kunstnere) En del København's Tivoli (cafeer, musik, sang, underholdning) En del København's Tivoli (gynger og karruseller) Ene mindre huse og det hele pakket ind i en smuk have. Et sådant åndehul vil også give mange forskellige former for arbejdspladser samt tiltrække både herboende og turister.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...