Dårlig undskyldning

4. maj sidste år hørte jeg en historiker, bosat i Himmerland, sige, at i maj 1945 fortsatte man det politiske liv fra 1939, som om intet var hændt.

Han kom ikke ind på perioden fra november 1942 til 29. august 1943 med Erik Scavenius som statsminister. Ministrene fra den periode fik ikke lov til at komme med i befrielsesregeringen. Foredragsholderen ville slet ikke anerkende 29. august som skelsættende. Den dag omkom 24 danske soldater, mens 16 danske soldater blev dræbt 9. april. Noget af æren kom tilbage 29. august 1943, da flåden sænkede sine skibe. Konfrontationerne blev tydeligere, også i udlandets øjne. Det er senere blevet almindeligt at håne dem, der meldte sig sent til modstandsbevægelsen. Det er måske nogle, der ikke blev spurgt, eller som havde nægtet at deltage, der har ført an i den kampagne. Så sent som i april 1945 blev modstandsfolk henrettet, og samtidig kulminerede stikkerdrabene. Jeg kender til en familie, hvor manden blev henrettet i april 1945, efter at en tyskvenlig person havde gjort opmærksom på en pakke på jernbanestationen, Den indeholdt et gevær. Den danske modstandsbevægelse forberedte befrielseskamp og modtog våben. Det var ikke ufarligt. Grupperne øvede sig om aftenen på markerne. Min fars gruppe i Nordvestsjælland havde fået til opgave at erobre Skamlebæk Radio. Da han sent om aftenen 4. maj kom hjem, sagde han, at kapitulationen var et mirakel. Havde tyskerne ikke overgivet sig, ville Danmark have haft det som Normandiet i 1944. De såkaldte ventegrupper, der ikke nåede at komme i kamp, blev 5. maj sat til at passe den kvarte million flygtninge, indtil politiet og andre myndigheder kunne tage sig af dem. Politiet var blevet sendt i koncentrationslejr 19. september 1944. Modstandsbevægelsen tog sig også af arrestationerne. Dette skånede mange for pøbelovergreb. I Frankrig blev 80.000 dræbt efter befrielsen. Genindførelse af dødsstraf var en folketingsbeslutning. 46 blev henrettet i 1946-50. At der har været enkelte modstandsfolk, som har været indblandet i pøbeloptøjet som hårafklipning af "tyskerpiger", kommer ikke modstandsbevægelsen ved. Man har også sagt, at redningen af jøder i oktober 1943 ikke var så farlig endda, for de flest blev reddet, kun 472 kom i koncentrationslejr, og 50 kom ikke hjem (midt i maj 1945 stod de danske jøder i Theresienstadt for tur til at blive gasset, men da var freden kommet på tværs). Selv har jeg ikke været med i modstandsbevægelsen, men min søster og jeg har været rundt med beskeder, som vi ikke forstod - jeg var dog ude for, at nogen troede, jeg vidste mere. Og vi holdt bøtte med, at vi havde haft jøder boende (fars fætter i Havnsø kom i Vestre Fængsel, da nogle danske flygtninge i Sverige var kommet til at skrive for meget på et lokalt postkort). Jeg var tysk tolk for min far, da ungarske soldater overtog Vallekilde-Hørve forsamlingshus "Baunen". Senere, efter befrielsen, havde jeg lejlighed til at tale med de østtyske flygtninge, som til sidst havde overtaget forsamlingshuset. Jeg var 15, da befrielsen kom. Mange på min alder i Tyskland havde sat livet til, også den jødiske pige Anne Frank, som var et halvt år ældre end jeg. Det er en dårlig undskyldning, at folk på landet intet vidste. De kunne høre radio fra England og Sverige - der var langt farlige at gøre det i Tyskland og i Norge. Og vi kunne læse illegale blade. Men mange ville ikke. Jeg har noteret to bemærkninger fra himmerlandske Venstre-mænd. Den ene lyder, at jøder er pengegriske, og den anden, at det var godt at få reduceret antallet af jøder, for ellers vil der have været for mange.