Dårlige betalere plages af klatgæld

Antallet af gældssager, der havner i Experian RKI registret, stiger

NORDJYLLAND:Stadig flere sager om gæld og regninger, der ikke betales, bliver nu anmeldt til Experians RKI registret (det tidligere Ribers). Alene i løbet af første halvår 2008 er antallet af sager steget 5,0 procent til 546.153 – det højeste antal sager, der nogensinde er registreret. Men samtidig er der sket et markant fald i størrelsen på de beløb, sagerne drejer sig om. Og antallet af dårlige betalere, der er registreret, er nogenlunde uændret. Med andre ord: De dårlige betalere får stadig flere, men mindre gældsposter. Til gengæld bliver der ikke flere af dem. – Der er en klar tendens til, at vi får flere sager pr. person, der i forvejen er registreret, siger Camilla Rose, kommunikationschef hos Experian, som ejer RKI. – Erfaringerne fra vores forbrugerservice, hvor vi rådgiver 300 mennesker om dagen, viser, at folk ofte mister overblikket over deres gældsposter, f.eks. i forbindelse med en personlig krise. Det er sjældent ond vilje, der ligger bag en ubetalt gæld, forklarer Camilla Rose. Hun tilføjer, at Experian især er opmærksom på unge – at de ikke gror fast i dårlige vaner med for megen klatgæld. Der er flere indikatorer på, at den begyndende lavkonjunktur allerede kan mærkes hos Experian RKI registret. – De seneste år er der sket et fald i antallet af personer, der er registreret. Det fald er nu fladet ud. Og så er der jo det rekordstore antal sager, siger Camilla Rose.